Hokus pokus, så kom to 15-årige dommere i fokus.
Der var drama med den danske OL-sølvvinder Jesper Hansen på rollelisten, da skeetskytten forleden var i aktion ved et World Cup-stævne i Kasakhstan.
Under den sidste skydning på førstedagen udspillede der sig en situation, hvor den danske delegation og konkurrencens hoved- og to sidedommere oplevede tingene meget forskelligt.
Oftest er det skytter fra de andre konkurrencer, der agerer sidedommere, men har var de udskiftet med to lokale 15-årige. Den ene dømte dømte forbier på en af Jesper Hansens forsøg, der ikke blot med danske øjne, men også for mange af de tilstedeværende, var et tydeligt træf.
Jesper Hansen ønsker ikke selv at udtale sig om sagen, men sportschef i Dansk Skytte Union, Linda Andersson, udtaler, at det skabte store frustrationer.
- Der var et synligt stykke på fire centimeter, der fløj i luften fra duen. Samtidig med, at Jesper rakte armen i vejret for at protestere, råbte den tyske træner bag mig, at den var ramt. Det gjorde de andre skytter omkring os også. Alle, som kiggede, kunne se det. Alle undtagen dommeren og de to 15-årige sidedommere, siger hun.
Efterfølgende valgte Dansk Skytte Union at indgive en protest over dommerpåsætningen. Den blev afvist. Siden sendte de en ny, denne gang til appeljuryen. Den nåede dog ikke at blive behandlet, inden skydningerne blev genoptaget.
Håndteringen er dybt kritisabelt, mener Linda Andersson.
- De to 15-årige sidedommere er alt for uerfarne til at dømme verdensklasseskytter. En 15-årig ville jo heller aldrig stå på en fodboldbane og dømme Lionel Messi eller Zlatan Ibrahimovic, siger hun.
'Det er amatøragtigt'
Sportschefen opsøgte efterfølgende selv turneringsarrangørerne, hvor hun fik bekræftet sidedommernes alder, ligesom det kom frem, at deres forudsætninger for at dømme syntes svære at få øje på.
- De har ikke bestået et kursus eller har tidligere dømt konkurrencer. Det var to unge skytter fra Kasakhstan. I regelbogen står der, at en dommer må udskifte sidedommerne til andre "erfarne". Det er to 15-årige altså ikke.
- I mine 22 år på touren er et sådan skifte af sidedommere kun sket, hvis ydre omstændigheder har gjort det nødvendigt, siger sportschefen.
Det mener Linda Andersson ikke gjorde sig gældende for de skytter fra Kasakhstan og Cypern, der blev fritaget for deres pligter og erstattet af to teenagere.
- Det er amatøragtigt, og det var også derfor, at vi protesterede. Nok var nok. Det er professionelle atleter, som træner for at være og blive de bedste i verden, der mødes af amatører, når vi kommer ud. Det er ikke okay, siger Linda Andersson.
Rent sportsligt fik dommen stor betydning for Jesper Hansen, der ramte 121 af 125 lerduer i sine skydninger.
- Den forbier blev afgørende for, at Jesper ikke kom i shoot off om en finaleplads. Jesper er en af verdens bedste, og han havde haft gode muligheder for at vinde, siger sportschefen i Dansk Skytte Union.
DR Sporten har forsøgt at få en kommentar fra Det Internationale Skydesportsforbund (ISSF) til forløbet. Forbundet er i skrivende stund ikke vendt tilbage.