Danske verdensmestre stopper på toppen

Verdensmestrene i standarddans Tania Kehlet og Emanuel Valeri strålede i sidste dans

Tania Kehlet og Emanuel Valeri efter VM-triumfen i Århus (Foto: Ingelis Ørum © Ingelis Ørum)

Tania Kehlet og Emanuel Valeri manglede kun at vinde én titel mere for at fuldende en perfekt karriere. Og det gjorde det danske par i går aftes, da de blev verdensmestre i standarddans for professionelle på hjemmebanen i Århus.

Det blev samtidig en drømmeafslutning på en karriere, hvor det danske dansepar har vundet alt, hvad de har sat sig mål for.

-Vi er meget konkurrence-minded, og vi har vundet alt, hvad vi kunne vinde, og det vil sige, hvis vi fortsætter nu, så skal vi forsvare, og det har vi ikke behov for, lyder det fra Kehlet.

VM var det ultimative mål

Selvom det har været hårdt både fysisk og mentalt at vinde verdensmesterskabet, så er det ikke fordi, Kehlet og Valeri ikke har mere i sig.

-Hvis vi ikke vandt, så havde vi taget et år mere, men det føles helt perfekt for os. Jeg tror aldrig, vi har danset bedre, lyder det fra en glad Tania Kehlet.

-Vi kommer til at savne det rigtig meget. Jeg var helt ødelagt efter præmieoverrækkelsen, men vi er så taknemmelige for vores oplevelser gennem dansen, og det tager vi med os hele livet.

Nu venter en fremtid uden konkurrencedans, men til gengæld får Kehlet og Valeri, der også danner par privat, nu tiden og overskuddet til at planlægge deres bryllup, der finder sted engang næste år.

I aften fortsætter dansen i Århus, når vi streamer fra klokken 19.30 på dr.dk/sporten.

Facebook
Twitter
Emner: