Dansker vandt hockeyens Champions League: ’Sidst jeg min holdkammerat, hang han i en stripperstang’

Danske Tobias Grand vandt i weekenden Europas fornemste hockeyturnering med det svenske hold Partille.

Tobias Grand jubler her sammen med resten af holdet. Danskeren er nummer tre fra venstre på forreste række. (Foto: Partille SC)

I Danmark er der kun 850 registrerede hockeyspillere i den sportsgren, der både kaldes for hockey og landhockey.

Alligevel var der en dansker på holdet, da det svenske hold Partille SC i weekenden vandt Europas fornemste klubturnering.

Med en finalesejr på 3-1 over SV Arminen fra Østrig blev 30-årige Tobias Grand den første dansker nogensinde til at vinde EuroHockey Indoor Club Cup.

- Jeg havde sgu ikke lagt ind i programmet, at vi ville vinde finalen. Derfor blev jeg nødt til at bruge mere end 1.000 kroner på at få ombooket mit fly, fortæller Tobias Grand med et grin og fortsætter.

- Der var en af vores spillere, der blev i Østrig efter finalesejren. På det sidste billede, jeg har set af ham, hænger han i en stripperstang i bar mave.

En stor overraskelse

Der er derfor ikke nogen tvivl om, at triumfen blev fejret med manér, da Tobias Grand og holdkammeraterne havde slået det østrigske hold, som har flere verdensmestre i truppen.

- Vi var megaundertippede inden finalen, og der var virkelig ingen, der regnede med os, fortæller Tobias Grand.

På en god kombination af hård fight, dygtigt spil og to sene mål efter kort hjørne lykkedes det dog alligevel for svenskerne at snuppe trofæet.

- Jeg spillede selv finalen med et trykket ribben, men du mærker simpelthen ingenting, fordi adrenalinen dræber det hele, siger Tobias Grand, inden han sætter flere ord på karrierens største bedrift.

- Det var megastort. Og det er stadig ikke helt gået op for mig, at vi vandt finalen.

Facebook
Twitter