Danskere var europamestre i to timer, men så kom arrangøren løbende: 'Der er sket en fejl!'

Problemer med registreringen betød, at Danmark ved en fejl blev kåret til europamestre. I stedet tilhørte guldet deltagerne fra den russiske OCR-organisation.

Nikolaj Dam (tv.), Ida Mathilde Rubens Steensgaard (i midten) og Leon Kofoed (th.) deltog i weekenden ved EM i OCR-løb i Italien. (Foto: Dennis Thaarup)

Tabellen lyver aldrig, siges det. Så da den danske OCR-trio Ida Mathilde Rubens Steensgaard, Leon Kofoed og Nikolaj Dam så Dannebrog pryde toppen af tavlen i målområdet, var det naturligt at give los.

De havde taget guldet i holdkonkurrencen ved europamesterskabet i OCR, der er hårdt og fysisk krævende forhindringsløb. Lykønskninger og den obligatoriske stribe af vinderinterviews, fuld plade og følelser i fri galop.

- Det var kæmpe stort. Vi var allerede begyndt at planlægge, hvor vi kunne få aperol spritz og god mad om aftenen, fortæller Leon Kofoed.

Men to timer senere blev hele oplevelsen dog vendt fuldstændig på hovedet.

- Så kom organisationen løbende ned til os. 'Der er sket en fejl', siger Ida Mathilde Rubens Steensgaard om den bizarre situation, hun og holdet pludselig befandt sig i.

Hvor i systemet, fejlen skete, ved danskeren stadigvæk ikke, men konklusionen lyder ingenlunde anderledes af den grund: Russerne var de retmæssige EM-guldvindere, ikke Danmark.

Det russiske hold, der ikke stillede op under landets flag på grund af krigen i Ukraine, var på mystisk vis blevet registreret i mændenes kategori, hvilket betød, at deres tid ikke figurerede på resultatlisten i holdkonkurrencen. En tid, der var 40 sekunder bedre end den danske.

Meldingen fra arrangørernes side gjorde ondt helt ind i knoglerne på danskerne.

- Jeg fik øjeblikkeligt ondt i maven. Det var et fysisk ubehag, der føltes som et tomrum. Der var andre, der reagerede med tårer i øjenkrogen, husker Leon Kofoed.

- Det var en rutchebanetur rent følelsesmæssigt, fordi vi troede, at det var guld. Ikke dermed sagt, at en andenplads er dårligt. Den er vi også stolte af, alt taget i betragtning, men det skulle lige ind og vende, lyder det fra Ida Mathilde Rubens Steensgaard.

Herunder kan du se den danske OCR-trio i aktion under EM i Italien og samtidig (måske) få en forståelse af, hvorfor atleterne ved målstregen har mælkesyre til op over begge ører:

Havde også ondt af russerne

Når vi taler OCR-løb, er danske Ida Mathilde Rubens Steensgaard en af dem, alle de andre gerne vil slå. En verdensstjerne, intet mindre. Ved VM sidste år tog hun tre sølvmedaljer, og inden søndagens holdkonkurrence havde hun vundet EM-guld hos kvinderne på både den korte og lange distance.

Også Leon Kofoed og Nikolaj Dam har været fast inventar i toppen ved store mesterskaber, men ved årets EM missede de medaljerne i deres individuelle discipliner.

Holdkonkurrencen var altså den sidste mulighed for metal i denne omgang.

- Det skulle være den helt store præstation, vi kunne opnå sammen, så for dem var det endnu hårdere, fordi de virkelig havde regnet med, at det var her, vi skulle tage guldet, siger Ida Mathilde Rubens Steensgaard.

- Det er udfordrende på så mange parametre og kræver en stor alsidighed. Du skal ikke kun kunne løbe, være stærk eller have kropskontrol. Det er nødvendigt at være en god atlet på mange punkter, sagde Ida Mathilde Rubens Steensgaard sidste år, da hun skulle beskrive, hvad OCR-løb kræver. (Foto: Dennis Thaarup)

Fratagelsen af guldmedaljen for snuden af Leon Kofoed fik da også konsekvenser for den ellers livsglade OCR-løbers humør.

- Jeg er ofte en meget positiv person, men mit gode humør forsvandt pludselig for første gang i lang tid...

Leon Kofoed holder en kort pause.

- Helt indtil at jeg fik to aperol spritz og noget god aftensmad. For det vil være fjollet at være skuffet over en sølvmedalje efter så flot en præstation.

Ida Mathilde Rubens Steensgaard nåede dog også midt i al forvirringen at få ondt af det russiske hold.

- Det var synd for dem, for jeg tror ikke, at de turde sige noget, fordi der har været en smule dårlig stemning over, at de alligevel fik lov til at deltage (på trods af krigen i Ukraine, red.).

Ida Mathilde Rubens Steensgaard kender flere af de russiske OCR-løbere fra sine år i miljøet.

- De tager meget afstand fra det, der sker i Ukraine, og har ikke noget med situationen at gøre. De vil bare gerne dyrke OCR og elsker sporten, siger den danske europamester.

- Der er mange ting, der går ud over dem, så de var bare glade for at være der. Vi var nogen af de få, der var søde ved dem, og så slog de os. Det er så typisk. Lidt tragikomisk, siger Ida Mathilde Rubens Steensgaard.