Udviklingen i e-sport er kun gået én vej over de senere år, og det betyder, at Dansk Boldspil-Union også vil være med, hvor det sker.
Derfor har de nu besluttet at satse på området heriblandt at starte Danmarks første officielle e-fodboldlandshold. Det meddeler de i en pressemeddelelse.
- Interessen for e-sport er kæmpe blandt børn og unge, og et spil som FIFA er for længst blevet en konkurrencesport. Derfor lancerer vi nu Danmarks første e-landshold, som skal forsvare Danmarks ære internationalt, forklarer Kenneth Reeh, konstitueret administrerende direktør i DBU.
- Samtidig har vores lokalunioner planer om en masse aktiviteter, hvor e-sport kan bidrage til nye medlemmer og udvikling af vores fodboldklubber, siger han.
Nogle af de aktiviteter omhandler en ny national breddeturneringen samt lokale e-fodboldskoler. Og så altså et e-fodboldlandshold, som vil have deres første Fifa-turnering den 2. februar mod Finland, Norge og Sverige.
Populært hos Dansk Erhverv
Det bliver altså bemærket, at e-sport er i en rivende udvikling, og det mærker man også i erhvervslivet.
- Der er rigtig store penge at hente i e-sport. Ikke kun for elitegamerne og deres hold, men også for en lang følgerække af erhverv indenfor eksempelvis turisme og detailhandlen. Når Danmark lægger jord til internationale elitesportsbegivenheder, så betyder det både flere penge i kassen hos hotellerne, restauranterne og souvenirbutikkerne, siger Brian Mikkelsen, der er direktør hos Dansk Erhverv.
- Og når Karla eller Anton skriver ønskeliste, så ønsker de sig gamer-t-shirts, gamer-keyboards eller gamer-mus med deres yndlingsspillers billede eller navn på, ligesom vi kender det fra fodboldens verden. Det er godt for detailhandlen, forklarer Brian Mikkelsen.
Det skal dog ikke udelukkende handle om at være rigtig god til at sidde ned foran fjernsynet eller computeren. Som en del af e-fodboldskolerne vil der også være fokus på kostvejledning og fysisk træning.
Norge har allerede oprettet deres e-landshold, der spillede deres første landskamp i december mod Frankrig.