De mentale superkræfter: Hjernen kan æde frygt og smerte

Psykologien har gjort sit indtog i de professionelles virke. De største atleter besidder evnen til at presse kroppen til det yderste, og måske kan motionisten lære af de bedste.

Det er én af boksehistoriens mest ikoniske kampe. Muhammad Ali mod Joe Frazier i The Thrilla in Manila i 1975

Efter 14 udmagrende runder beslutter Fraziers træner at give op på sin boksers vegne, og Ali tager sejren efter et opgør, hvor de to legender presser hinanden til det alleryderste.

Muhammad Ali svinger først sin venstre så sin højre i 14. runde af den legendariske kamp mod Joe Frazier i Manila, 1. oktober 1975. (© AP Photo / Scanpix)

- If my mind can conceive it, and my heart can believe it - then I can achieve it, er sidenhen blevet én af Muhammad Ali mange berømte citater og kunne på et forfladiget dansk oversættes til:

- Hvis mit sind kan begribe det, og mit hjerte kan tro det, kan jeg også opnå det.

Muhammad Alis evne til at grave dybt i sig selv efter de allersidste ressourcer gjorde ham til “the greatest”, og er det der i mange tilfælde adskiller de bedste fra de næstbedste.

Den legendariske britiske løber Roger Bannister er citeret for at sige:

- Det er hjernen, ikke hjertet eller lungerne, som er det afgørende organ.

Derfor er sportspsykologer og mental coaches også en naturlig del af staben bag nutidens eliteatleter. I egen andedam arbejder Team Danmark ligefrem med en “sportspsykologisk filosofi”; 12 sider med værdier og metoder bag organisationens mentale indsats over for atleter.

Gregory Diment er én af de personer, som forsøger at løfte Team Danmarks visioner på området. Han er sportspsykologisk konsulent og har blandt andet arbejdet intensivt med de bedste danske roere. Og han kan tilslutte sig Roger Bannisters grundtanke.

- Selvfølgelig er den fysiske forfatning afgørende, når vi snakker store sportspræstationer. Kroppen kan i høj grad være en begrænsning i forhold til succes, hvis ikke man formår at bruge hele sin kapacitet. Men Bannister sætter ord på et valg, enhver idrætsudøver må træffe: Når kroppen gør ondt, kan man fortsætte, eller man kan stoppe. Hvis man altid vælger den nemme løsning og stopper, når man ikke ligeså langt.

En bremseklods i hjernen?

Evnen til at kende sine egne grænser, og når det er gavnligt også at gå ud over dem, er afgørende i Gregory Diments arbejde med eliteatleter. Den proces kan vise sig at være naturstridig - bogstaveligt talt:

- Nyere forskning tyder faktisk på, at hjernen har nogle mekanismer, som fungerer som bremseklodser - en sikkerhedsmekanisme, som forhindrer kroppen i at tage skade, forklarer Gregory Diment.

Den sydafrikanske idrætsprofessor Timothy Noakes har lanceret teorien om “central governor” - et centralt ledelsesorgan i hjernen, som skrider ind og bremser kroppen fra at brænde helt ud - også selvom der stadig kan være brændstof på tanken.

Evnen til at omgås den sikkerhedsmekanisme kan i mange tilfælde være nøglen til at forbedre præstationen.

- Hvis man gør det rigtigt, jamen så gør det ondt. Det er et supervigtigt punkt i mit arbejde med eliteatleter: Det er faktisk ok, at det gør ondt. Det er ikke behageligt, men det er helt normalt. Det betyder bare, at man giver alt, hvad man har. Hvis ikke det gør ondt, så holder man noget tilbage, siger Gregory Diment.

Han understreger samtidig, at evnen til at presse sig selv i høj grad er en ekspertise som opbygges over tid, og som eliteatleter dermed har mere finjusteret end motionister.

- Det handler om at få så meget erfaring som muligt, så man kan udvikle strategier til at håndtere smerten. Man skal blive bevidst om, hvordan det føles, når man presser sig selv til det punkt, hvor man tror, at man ikke kan mere. Man lærer at lytte til de signaler kroppen sender og at forstå de følelser, som dukker frem, og som fjerner vores lyst til at fortsætte.

Den norske frygtdræber

Aksel Lund Svindal er én af Norges største skistjerner med både OL- og VM-guld på sit CV.

Han er styrtløbskonge og et levende bevis på, at arbejdet med de mentale ressourcer ikke kun begrænser sig til et spørgsmål om at presse ekstra kræfter ud af musklerne: Aksel Lund Svindals hjerne er nemlig særlig god til at tæmme frygt.

I 2007 styrtede Svindal under opvarmningen til styrtløbet i Beaver Creek, Colorado. Han brækkede adskillige knogler i ansigtet og fik en dyb flænge i lyske- og maveregionen, og dermed sluttede sæsonen brat.

Men et år efter stod nordmanden igen klar til start i Beaver Creek. Og trods den usikkerhed og frygt, som satte ind på toppen af pisten, vandt Svindal på skæbnebjerget.

I 2009 fik den amerikanske professor og hjerneforsker Mark Greenlee anledning til at MR-scanne Svindals hjerne for at se, hvordan styrtløberen håndterede fare- og stresssignaler.

- Svindal havde en særlig kapacitet til at koncentrere sig under høje stressniveauer. Han lader ikke frygten styre sin opførsel, og det er det, som gør ham til en så god alpin skiløber, har Mark Greenlee forklaret til NRK.

Vi skal ind i smerten

Svindals evne til at acceptere de ubehagelige følelser uden at lade dem blokere, er eksemplarisk for både topatleter og glade motionister.

Kristoffer Henriksen er lektor og forskningsleder ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Univeristet, og så har han også i mere end 10 år været tilknyttet som sportspsykologisk konsulent ved Team Danmark.

Ifølge ham er det vigtigt at vige bort fra tanken om uberørte overmennesker - også blandt eliteatleter.

- De oplever stort set allesammen svære tanker og følelser i forbindelse med konkurrencer. Kan jeg holde tempoet? Er jeg nu stærk nok? Er de andre ikke langt hurtigere end mig? Det er helt naturligt. Problemet opstår, hvis tankerne får én til at afvige ens planer.

- I Team Danmark definerer vi mental styrke som evnen til at handle i overensstemmelse med sine værdier og motiver - også når man står til ansigt med svære tanker og følelser, siger Kristoffer Henriksen.

For at arbejde med smertehåndtering og trangen til at opgive skelner man mellem en dissociativ og en associativ tilgang.

Ved den dissociative tilgang forsøger man som idrætsudøver at distancere sig fra smerten. Man går ind i en boble og gør alt for at glemme ubehaget i kroppen, men derved risikerer man også at fjerne sig selv fra opgaven. Man er mindre optaget af at løse tingene rigtigt rent teknisk, og kvaliteten i ens præstation daler.

I den associative tilgang går man derimod ind i smerten. Man registrerer kroppens signaler, men accepterer smerten, som et naturligt led i at præstere så godt som muligt. Og den tilgang er uden tvivl at foretrække for både de bedste atleter og de dødelige motionister, forklarer Kristoffer Henriksen.

- Vi løber med lydbøger, podcasts og høj musik i ørerne, men måske skulle vi være bedre til at mærke efter, hvad der foregår i kroppen. Både så vi formår at presse os selv meget længere, men også så vi formår at sige stop i tide og ikke løber ind i unødige skader.

Opgøret i oktober 1975 mod Joe Frazier kaldte Muhammad Ali efterfølgende “det tætteste på døden”, han havde oplevet.

Men med sine uforlignelige evner til at gå dybt og finde de sidste ressourcer lykkedes det for Ali at vinde over Frazier og sin egen smerte.

Facebook
Twitter