Den mentale guldkurs er sat mod OL: Anne-Marie Rindom er dansk sejlsports alkymist

Med en nyfunden mental robusthed er drømmen om guld i Tokyo til næste år i sigte.

En tyvstart og en knækket rorpindsforlænger. Det kunne vel knap nok være startet værre.

Efter at have forberedt sig minutiøst til verdensmesterskabet i den olympiske bådklasse Laser Radial i månedsvis, blev der næsten slået hul i Anne-Marie Rindoms medaljedrømme fra starten af stævnet.

Alligevel holdt hun hovedet koldt, kom tilbage og sikrede sig den samlede sejr.

- Det vidner om, at jeg har arbejdet med det mentale. Jeg har trænet evnen til at have gå på mod til at komme igen. Der kunne næsten ikke være mere uheld, og så ender jeg alligevel med at vinde, siger Anne-Marie Rindom.

Erfaringen slår igennem

Dermed beviste det danske OL-håb både over for sig selv og omverdenen, at hun har søsat et nyt våben i kampen om OL-medaljerne. En mental robusthed, der betyder, at hun ikke har de samme resultatmæssige udfald i konkurrencesejladser.

- Det er lykkedes for mig at eliminere mine fejl. Jeg har været i den her båd i ti år nu. Som ung er man lidt for ivrig og resultatorienteret. Nu kigger jeg meget på processen i stedet for, men så kommer resultaterne bare alligevel, forklarer Anne-Marie Rindom.

Og det øgede fokus på det mentale har vist sig at være den rette opskrift på succes for den unge sejler fra Aarhus, der i år både vandt EM og VM. Derudover er hun i år blevet udnævnt som årets sejler af det internationale sejlsportsforbund

På guldkurs mod Tokyo

Anne-Marie Rindom har efterhånden vundet alt, hvad der er at vinde i sin Laser Radial-båd. På nær OL. Men med et øget fokus på at få det mentale på ret køl har hun sat kursen mod OL-guldet i Tokyo næste år.

- Det bliver svært, det er jeg indstillet på. Der er mange forventninger til mig nu. Men det, jeg har lært i denne sæson, det tager jeg med, og det er kun en fordel i forhold til mine konkurrenter.

Anne Marie Rindom måtte nøjes med bronze ved seneste OL i Rio 2016. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Og OL-guldet er Anne-Marie Rindoms helt store drøm.

- Nu var jeg tæt på i Rio. Jeg nåede lige at smage på guldet, men måtte nøjes med bronze. Det er helt klart OL, jeg træner mod næste år. Men der er meget, der skal gå op i en højere enhed.

Den succesfulde sejler holder dog stadig benene på jorden. For hende drejer det sig først og fremmest om bare at kvalificere sig til OL for Danmark, da der kun er plads til en dansk sejler i Laser Radial-klassen.

Af den grund har Anne-Marie Rindom også travlt med at forberede sig til næste sæson, hvor hun allerede til februar skal forsvare sit VM-guld i Australien.

Op til jul befinder hun og landsholdskollegaerne sig derfor på træningslejr i netop Australien, hvor særligt grundfysikken skal bankes på plads før jul, hvor der atter bliver lidt pause igen.

- Det er super god træning, inden vi skal hjem og spise os tykke og fede i julemad, siger landsholdssejleren med et smil.