Det bliver i familien: Ole Olsen giver nøglerne videre til sønnike

Den tidligere landstræner i speedway, Jacob Olsen, overtager alle aktiviteter på Vojens Speedwaycenter fra sin far, Ole Olsen.

Der har ikke været voldsom aktivitet på det gamle speedwaycenter i Vojens de seneste år, men det bliver der ændret på nu.

Den danske speedwaylegende Ole Olsen, der tilbage i 1975 slog dørene op for Vojens Speedwaycenter, har nemlig fundet en arvtager fra egne rækker. En person, som kender biksen ud og ind, og som kender sporten indefra.

Sønnike Jacob Olsen har nemlig afhændet sine cykelforretninger, i stedet har han fået overdraget nøglerne til anlægget i Vojens samt stiftet selskabet Speed1way, der fremadrettet skal stå for alle aktiviteter.

Den unge Olsen har har selv kørt speedway, dog uden at nå de samme højder som sin far, der vandt tre individuelle VM-titler mellem 1971 og 1978.

Til gengæld var Jacob Olsen landstræner for Danmark i et par år i 00'erne, og sporten flyder nærmest i blodet på den forhenværende cykelhandler.

- Det er jo det her, jeg er opvokset i. Jeg føler, at jeg har så meget energi i mig nu til at kunne give tilbage til anlægget, og samtidig løfte sporten i Danmark.

- Målet er helt klart, at anlægget kommer til at blomstre i stor stil, og at vi igen kan få de her velmagtsdage på Vojens Speedwaycenter, hvor folk har en fest uden lige, siger Jacob Olsen.

Du kan se et indslag med Ole Olsen og Jacob Olsen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter