Det sitrer i Joachim, når han tænker på sin OL-medalje, men han higer også efter succes uden for sin sport

Roer Joachim Sutton vandt bronze til OL, og nu drømmer han om at opnå succes i mere end sportens verden.

Joachim Sutton vandt sammen med sin makker Frederic Vystavel bronze til OL i Tokyo. (© Liselotte Sabroe © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

- Du kan se, at jeg ryster i hele mit system, og min stemme sitrer, når jeg taler om det, ik? Mit nervesystem tænder.

Den danske roer Joachim Sutton har svært ved at lægge bånd på sine følelser, når han taler om at være til OL i Tokyo i sommer.

Til manges store overraskelse vandt han olympisk bronze i disciplinen toer uden styrmand sammen med sin makker Frederic Vystavel. Begge roere var olympiske debutanter og havde kun roet sammen i lidt over et år, da de fik hængt medaljen om halsen.

En uforglemmelig oplevelse, der altså stadig genererer store følelser hos den 26-årige roer her to måneder senere.

Følelser, der ikke for alvor hænger sammen med det at vinde en medalje, men i højere grad det at være i ’en zone’, som Joachim Sutton forklarer det, når han tænker tilbage.

- Det er selvfølgelig superfedt at vinde en medalje, men det er mere det at få lov til at være i et space, hvor man skal præstere, og ting er enormt sort-hvide. Man er i et kamp-mode, som er meget svært at beskrive, og man har lyst til at blive der altid.

Under OL i Tokyo havde Joachin Sutton og Frederic Vystavel ét fokus. En tilstand de selv kaldte tunnelsyn, hvilket uden tvivl kom dem til gavn i deres jagt efter en OL-medalje. Og netop de uger i deres zone i den japanske hovedstad er noget, han aldrig vil glemme.

- Når jeg snakker om det, begynder jeg næsten at ryste, fordi det er et meget specielt sted at være. Der er ikke nogen andre ting, der betyder mere end præstationen, og det bliver man dømt på af andre resten af sit liv og mere vigtigt: sig selv. Det er en enorm sårbar og fed situation at være i.

- Aftenen før vores finale sad jeg med udsigt over Tokyos skyline og OL-ringene og håbede sådan på, at vores finale blev udskudt, for så kunne jeg få lov til at blive i dét space lidt endnu. Den følelse kan jeg godt tappe ind i, og så bliver jeg sådan helt tændt og min stemme sitrer også lidt, siger Joachim Sutton og viser sine rystende hænder.

Sætter sig selv op til succes resten af livet

Siden den store bedrift har Roskilde-drengen haft mulighed for og ikke mindst tid til at lave noget andet end at ro watt og udelukkende tænke på kost og søvn. Efter turen til Japan har han været på ferie på Sicilien med sine universitetskammerater fra USA og også været en tur i Amsterdam.

Faktisk har han ikke været på vandet i tre uger, og pludselig er der tid til noget så almindeligt som at tage på en weekendtur eller beslutte sig for på dagen, hvad han har lyst til. Og det nyder han.

- Det har været meget mærkeligt at opleve så stor fleksibilitet de seneste to måneder. Det er rigtig dejligt, at alt ikke er så kontrolleret i forhold til sport, siger Joachim Sutton, der for tiden udforsker diverse hold, der er på programmet i fitnesscentret.

  • Joachim Sutton (forrest) og Frederic Vystavel ved finalen i ro-disciplinen toer uden styrmand. (Foto: LEAH MILLIS © Ritzau Scanpix)
  • Joachim Sutton (tv.) og Frederic Vystavel vandt OL-bronze i Tokyo. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
  • Joachim Sutton (tv.) og Frederic Vystavel viser deres bronzemedaljer frem. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Joachim Sutton sidder aldrig stille. Selvom han beskriver sig selv som en person med en rolig kerne og uden de store armsving, så har han utrolig meget energi og er konstant på udkig efter succes.

Så efter stor succes i sin sport med en medalje ved OL, koncentrerer han sig for tiden om sit studie, hvor han skriver speciale i virksomhedsantropologi, som skal åbne op for muligheder uden for sporten i fremtiden.

- Der er mange større livsting, som jeg gerne vil have mere styr på. For når jeg er færdig med sport, hvornår det end bliver, så skal jeg ind i noget andet, som jeg også gerne vil være rigtig dygtig til.

- Så lige nu koncentrerer jeg mig meget om at sætte mig selv op til succes resten af mit liv.

OL i Paris - måske, måske ikke

Og det er da også drømmen om at udrette en masse ting uden for sportens verden, der kan stå i vejen for, at vi får Joachim Sutton at se til OL igen.

Lige nu er alle ting oppe at vende.

Roning? Uddannelse? Studiejob? USA igen?

Et sted at starte er at tale med sin bronze-makker om, hvad drømmen egentlig er. Joachim Sutton og Frederic Vystavel har tæt kontakt. De træner sammen, bor tæt på hinanden, laver mad sammen, og ofte havner snakken på OL i Paris om tre år.

- Selvfølgelig snakker vi om de kommende olympiske lege. Men mest af alt snakker vi om, hvor godt vi roede til sidst under OL, fordi vi begge to følte nogle ting i båden, som vi ikke havde følt før. Hvor langt kan vi komme ud ad den tangent? Hvor godt kan vi ro? Det kunne være sjovt at finde ud af.

- Jeg tænker ikke så meget på at vinde guld, men mere at det kunne være at få lov til at være i det der space igen, hvor man bare skal ud og slås mod nogen, og man skal ud på en ’judgement day’.

Joachim Sutton venter med at tage en beslutning om sin ro-fremtid til efter sommeren i 2022. Først vil han have et år, hvor han har fokus på andet end roning. Et råd han har fået af den tidligere ’Guldfirer’, der har vundet flere OL-medaljer.

- De sagde til mig ’tag et år, hvor du træner og er i god form.’ Det er ikke fordi, at vi skal opfinde den dybe tallerken, vi ved godt, hvad vi skal. Så der er mange ting, vi kan springe over. Vi ved godt, hvordan vi skal træne, vi ved godt, hvordan båden skal gå. Det bliver lettere og lettere at tappe ind i.

- Jeg tror, at det vil være tosset at beslutte sig for tidligt, fordi man sætter på en måde sit liv på pause, siger Joachim Sutton.

FacebookTwitter