DIF og DBU i fælles front mod tv-udbyder: 'Tager sporten som gidsler'

YouSees planer om at trække Discoverys kanaler ud af faste tv-pakker møder stor bekymring hos DIF og DBU.

Det bliver sværere at se Christian Eriksen og landsholdets kampe på tv, frygter DBU's direktør, Kenneth Reeh. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er ofte flimmerkassen, der er i fokus, når danskerne skal samles om store danske sportspræstationer, men sådan behøver det ikke nødvendigvis være fremadrettet.

Det frygter Danmarks Idræts Forbund (DIF) og Dansk Boldspil Union (DBU) i hvert fald.

Tidligere på ugen meldte tv-udbyderen YouSee ud, at de planlægger at trække stikket til de af Discoverys kanaler, som indgår i de faste tv-pakker.

En manøvre, der vil sørge for, at blandt andet kampene med herrelandsholdet i fodbold samt aktiviteterne under OL i Tokyo fremadrettet aktivt skal vælges til i YouSees nye bland-selv-løsning, lyder det fra YouSee.

I en fælles pressemeddelse fra DIF og DBU udtaler direktør i DIF Morten Mølholm således om YouSees planer for 2020.

- Set udefra ligner det her et forhandlingsspil, som sports-Danmark er blevet gidsler i. Derfor vil vi fra DIF’s side opfordre til, at YouSee og Discovery finder en løsning til glæde og gavn for idrætten og danskerne.

Stor uenighed om løsning

Direktør for YouSee Jacob Mortensen er ikke enig i kritikken, eller retorikken, fra DIF og DBU.

Planen om at fjerne Discoverys tv-kanaler fra de faste tv-pakker er et valg, der er taget ud fra de ønsker, som kunderne har.

Har DIF og DBU en pointe i, at I tager sports-Danmark som gidsler?

- Nej, det synes jeg ikke. Hos YouSee arbejder vi for at stille så mange rettigheder til rådighed, som vi kan – også, når det kommer til bredde. Det skal være let tilgængeligt og let at vælge til og fra. Det er fremtiden, som vi ser det. Det handler om at få endnu flere rettigheder ind i en fleksibel verden af udvalg. Nu skal man så tage et aktivt valg her, siger Jacob Mortensen.

Føler I ikke et ansvar for, at så mange danskere som muligt kan se eksempelvis fodboldlandskampe?

- Jeg føler et ansvar for at sikre, at de mange husstande, som har tillid til os som deres tv-udbyder, har de de relevante produkter og udvalg til rådighed, og kanalerne forsvinder jo ikke - nu skal de bare vælges til i de løsninger, som vores kunder ønsker, siger Jacob Mortensen.

Den udlægning er Discovery Networks dog langt fra enige i.

I en pressemeddelelse udtaler CEO for Discovery Networks Danmark Christian Kemp, at der ingen forhandlinger er mellem parterne, og at YouSee derfor vildleder deres kunder.

- Det kommer ikke til at ske, fordi YouSee i sine pressemeddelelser jo helt åbenbart selv har fravalgt Discovery som partner, siger Christian Kemp.

Nødt til at være klare i mælet

Tilbage står DBU, der har solgt rettighederne til at vise herrelandsholdets kampe til Discovery. Her er bekymringen stor.

Administrerende direktør Kenneth Reeh mener, at DBU har svært ved at leve med, at potentielt over en million danskerne nu i bedste fald selv skal ind og vælge landsholdet til - eller skal finde nye måder, at kunne se landskampe på.

- Det vil være vanskeligt for os at leve med. Det er ærgerligt, synes vi, at det skal blive besværligt og dyrere, at seerne nu skal ud at vælge produkter til. Det vil få stor betydning for vores produkt, siger Kenneth Reeh.

Men YouSee er vel frie til at sammensætte de tilbud, som er bedst for deres forretning?

- Vi blander os, fordi vi har en klar interesse i det her, men vi vil ikke diktere, hvordan en privat virksomhed driver deres forretning. Men det er klart, at vi er meget glade for samarbejdet med Discovery og altid i fællesskab med vores partnere vil søge at finde de bedste muligheder for at nå bredt ud, så så mange danskere som muligt har let ved at se landsholdet spille, siger Kenneth Reeh.