DIF sidestiller paralympiske atleter med OL-atleter

Danmarks Idrætsforbund har overtaget ansvaret for deltagelse ved de paralympiske lege fra Parasport Danmark.

Nu får parasporten lige vilkår med almenidrætten. (Foto: SERGIO MORAES © Scanpix)

Fra i dag overtager Danmarks Idrætsforbund (DIF) ansvaret for deltagelse ved de paralympiske lege fra Parasport Danmark. Det skriver Politiken onsdag.

Beslutningen om at lade DIF være ansvarlig for udtagelsen af de danske PL-atleter bliver rigtig godt modtaget af en af landets mest succesrige aktive, bordtennisspilleren Peter Rosenmeier.

- Det vigtigste for atleterne er signalværdien i det her. I DIF's øjne skal vi med på lige vilkår, og det er et kæmpestort skridt for os - megafedt. Det har vi kæmpet for længe, siger han til Politiken og tilføjer:

- Vi håber, at det blot er første skridt på vejen mod en bredere integration af parasporten i almenidrætten. DIF vil kunne promovere PL på en anden måde, der vil gøre det lettere for de aktive at finde sponsorer. Og i første omgang glæder vi os til snart at begynde PL-kampagnen frem mod Tokyo 2020 med forventning om flere ressourcer at trække på og håbet om at kunne betale tilbage med endnu flere PL-medaljer på sigt, siger Rosenmeier, der selv har vundet PL-guld for Danmark to gange.

Et stærkt signal

Administrerende direktør i DIF, Morten Mølholm Hansen, forventer også et løft gennem beslutningen.

- Først og fremmest sidestiller vi nu PL-atleter og OL-atleter. Vi sender hermed både et stærkt signal til omverdenen, men også til atleterne selv. Desuden forventer vi at kunne skabe flere indtægter fra fonde og andre samarbejdspartnere, så PL-atleterne kan præstere endnu bedre under legene. Vi ser meget frem til den nye store opgave og går til den med et ambitiøst mål om både flere medaljer og at styrke parasporten i Danmark, siger Morten Mølholm Hansen til Politiken.

Parasport Danmarks direktør, Niels Christiansen, er ikke ked af ændringen af hidtidig praksis.

- Det er et samarbejde, der er nødvendigt, hvis vores atleter skal kunne blande sig i toppen af international parasport i fremtiden. Men vi slipper ikke PL, vi overlader blot tøjlerne til DIF. Det er fortsat vores ansvar at sikre, at de danske paraatleter får de bedst mulige vilkår for at vinde medaljer ved internationale mesterskaber, fastslår Parasport-chefen over for Politiken.

/ritzau/