Dobbelt dansk i finalerne ved EM i bueskydning

Den regerende verdensmester Stephan Hansen og de danske compound-herrer er klar til lørdagens EM-finaler i Nottingham.

Stephan Hansen er klar til EM-finalen, hvor hollænderen Peter Elzinga venter. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

De danske compound-bueskytter imponerer ved EM i Nottingham i England.

Landstræner Niels Dall havde inden EM store forventninger til compound-herrerne og de forventninger har Martin Damsbo, Stephan Hansen og Andreas Darum til fulde indfriet ved at skyde sig i EM-finalen.

- Det er dejligt endelig at være med i en finale igen efter et par små skuffende World Cups. Og det er fedt at skulle skyde om EM-guld. Det er rigtig mange år siden, et dansk herrehold sidste har skudt om EM-medaljer, udtaler Martin Damsbo.

Danskerne har på deres vej mod finalen besejret Polen, Tyrkiet og Spanien. Dermed er de klar til finalen, hvor Rusland venter.

Dansk verdensmester også finale-klar

Stephan Hansen kan se frem til endnu en kamp om guldmedaljer, idet den regerende danske verdensmester også er i finalen i den individuelle skydning ved EM.

- Det er fantastisk igen at komme så langt, som jeg føler min skydning er til. Jeg skyder godt, så det bliver en god finale, udtaler Stephan Hansen.

I 1/8-finalen besejrede Stephan Hansen græske Christos Aerikos, mens spanieren Alberto Blazquez blev slået i semifinalen.

I semifinalen ventede franske Dominique Genet, der tidligere på dagen havde ageret EM-endestation for danske Martin Damsbo. Her vandt Stephan Hansen med 147-144 og er altså klar til guldkamp, hvor Peter Elzinga fra Holland venter.

Begge finaler skydes på lørdag.

Fredag skal de danske recurve-skytter skyde om billetterne til OL i Rio.

Facebook
Twitter