Dobbelt tysk triumf ved VM i ironman på Hawaii

Ingen danskere fik en plads i top ti ved VM i ironman. Både hos mændene og kvinderne blev vinderen en tysker.

Tyske Jan Frodeno vandt natten til søndag sit tredje VM i ironman og slog samtidig sin personlige rekordtid. (Foto: TOM PENNINGTON © Scanpix)

Tyskeren Jan Frodeno vandt sit tredje VM i ironman natten til søndag dansk tid på Hawaii.

Den 38-årige tysker slog samtidig sin personlige rekord, da han gennemførte distancen på 7 timer, 51 minutter og 13 sekunder.

Frodeno vandt VM i ironman i både 2015 og 2016. Derudover blev han i 2008 olympisk mester.

At vinde årets VM er dog langt vigtigere end den personlige rekord, siger Frodeno.

- Jeg er ligeglad med rekorden. Det er et mesterskab, vores sports Wimbledon, siger han.

Tyske Jan Frodeno har tidligere vundet VM i ironman i både 2015 og 2016. Derudover blev han i 2008 olympisk mester. (Foto: TOM PENNINGTON © Scanpix)

Det er sjette år i træk, at en tysk mand vinder VM i ironman.

Men det er første gang i år, at en tysker sætter sig på kvindernes førsteplads.

Tyske Anna Haug vandt kvindernes VM med en tid på 8 timer, 40 minutter og 10 sekunder.

- Hele løbet føltes ret fantastisk, siger hun efterfølgende.

Tyske Anne Haug blev kvindernes verdensmester i ironman med en tid på 8 timer, 40 minutter og 10 sekunder. (Foto: DARRYL OUMI © Scanpix)

Maja Stage Nielsen blev bedste dansker på Hawaii, hvor hun sluttede som nummer 11 i tiden 9 timer, 10 minutter og 28 sekunder. Drømmen var ellers top-10.

- De sidste to år har jeg været lige uden for top-10, så tredje gang må være lykkens gang, sagde hun inden konkurrencen.

Camilla Pedersen var også til start, men hun fuldførte ikke ifølge resultatoversigten.

Danske Maja Stage Nielsen fik en 11. plads til årets ironman-VM på Hawaii. (Foto: Niels Husted © Scanpix)

Hos mændene var Daniel Bakkegaard som nummer 15 bedste dansker med sin tid på 8 timer, 19 minutter og 38 sekunder.

Den anden danske mand til start, Kristian Høgenhaug, sluttede tre placeringer dårligere i tiden 8 timer, 23 minutter og 36 sekunder.

/ritzau/Reuters