Dufour jagter medalje-hattrick ved EM: 'Jeg kommer til at give fuld gas og ride fuld smadder'

Cathrine Dufour har allerede vundet to medaljer ved EM, og hun håber på en tredje lørdag.

Cathrine Dufour med bronzemedaljen hun sikrede sig torsdag. (Foto: © Friedemann Vogel, Ritzau Scanpix)

Knap er Cathrine Dufour og Bohemian kommet hjem fra OL i Tokyo, før turen er gået videre til europamesterskabet.

Torsdag blev det til EM-bronze i grand prix special for Cathrine Dufour, og sammen med holdet vandt hun også en bronzemedalje. Lørdag håber hun, at medaljehøsten bliver forøget, når det gælder freestyle.

EM-bronzen er den første internationale individuelle medalje, Dufour sikrer sig på hesten Bohemian, som efterhånden har overtaget efter Cassidy, som er nået op i årene.

- Det er helt vildt fedt igen at have en hest med på det her niveau, som kan bidrage til en holdmedalje, men også selv tage en individuel medalje. Det er virkelig stort at gøre med en ny hest, siger Cathrine Dufour.

Selvom det allerede er blevet til to medaljer for Dufour og en enkelt for resten af det danske hold, så er det ikke for alvor blevet fejret endnu.

- Vi fik lige et glas champagne i stalden og småfejrede det. Vi var færdige megasent, men vi har teammiddag i dag, så der håber jeg, vi kan fejre hinanden med holdet. Det var virkelig fedt med holdet også, så det har været nogle gode dage, siger hun.

De tre medaljevindere i torsdagens grand prix special ved EM. Fra venstre mod højre: Isabell Werth, Jessica von Bredow-Werndl og Cathrine Dufour. (Foto: © Friedemann Vogel, Ritzau Scanpix)

I torsdagens grand prix special gav Dufour lidt slip og pressede ikke Bohemian. Og det gav pote, så nu er det også taktikken til lørdagens freestyle-finale.

- Når man når et vis niveau, vil man gerne presse mere på, for at få mere af hesten, når man kan mærke, at der er mere kvalitet, så vil man gerne blive ved med at stramme skruen og gå efter det sidste. Han har været en lille smule stået af på det, og så prøvede jeg i går at tage presset af og lege mig igennem.

- Det fungerede virkelig godt, han responderede virkelig fint på det, og han virkede til, at han var tilpas og glad inde på banen. Det betyder meget, at den atlet, vi arbejder sammen med, synes det er fedt at performe. Det var virkelig fedt at få etableret noget af det i går, at der kom noget glæde ind i det, siger Cathrine Dufour.

EM giver også anledning til en lille revanche for Dufour, der sluttede to gange på fjerdepladsen ved OL i Tokyo. Torsdag blev den første revanche taget, da bronzevinderen fra Tokyo, Charlotte Dujardin blev henvist til fjerdepladsen.

Dufour håber, at det hun kan gentage det, når det lørdag gælder freestyle-finalen.

- Jeg kommer til at give fuld gas og ride fuld smadder frem mod freestylen. Jeg har en sindssyg god freestyle, som også er mega, mega svær. Jeg var lige ved i Tokyo, og jeg rider fuld knald, og så må vi se, hvad det kan blive til.

- Jeg har ligget godt til i de her dage, så vi rider efter metal. Jeg ved godt, at det er små marginaler, som gør forskellen. Men vi rider efter metal.

Cathrine Dufour og Bohemian under OL i Tokyo. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Dufour var til OL i Rio i 2016 med Cassidy, og hun har også vundet individuelle EM-medaljer med Cassidy. Det er langt fra givet, at man bare hopper over på en anden hest og fortsætter på samme niveau, men overgangen fra Cassidy til Bohemian er gået glidende.

- Cassidy har gået i mange år, men det har passet fint med, at Bohemian har kunnet få nogle sæsoner til at opbygge noget styrke, og nu synes jeg, at Cassidy har gjort rigeligt. Han er stadig i god form, men Bohemian en bedre hest kvalitetsmæssigt, og nu er det tid til, at han skulle prøve at træde i storebrors fodspor, siger hun.

Derfor er det en stor sejr, at Dufour også kan være med i verdenstoppen på Bohemian.

- Det er et helt nyt individ, man går i gang med at skulle konkurrere med. Det tager otte år at uddanne en grand prix-hest, før den står klar på det niveau, og det er virkelig få heste, der klarer cuttet til det niveau, der er her. Det er ikke alle, der laver den ene hest efter den anden, der kan gå på det her niveau. At den kan få en individuel medalje, det er jeg ret stolt over, siger Dufour.