Dufour sikrede dansk bronze ved verdens største ridestævne

Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy var stærkt medvirkende til, at det blev til bronze i holdkonkurrencen ved CHIO Aachen.

Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy vandt torsdag bronze i Aachen. / via REUTERS (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Der var store smil på læberne, da ekvipagen med Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy var færdige i arenaen i Aachen.

I den femstjernede Nations Cup (CDIO5*-NC) skulle fire ekivpager repræsentere Danmark, og Dufour og Cassidy leverede et ridt til bedømmelsen 78,494%.

Et resultat, der individuelt var dagens andet bedste ridt, og som trak danskerne op på en podieplads foran de mange tusinde mennesker på stadion.

Derfor var det også en stolt og glad Cathrine Dufour, der efter præmieoverrækkelsen roste udviklingen hos Cassidy.

- Det gik sindssygt godt, og Cassidy viste storform. Der var en lille fejl, som gjorde, at vi ikke kom over 80%, men det ser rigtig godt ud frem mod VM, lyder det fra Cathrine Dufour.

- Cassidy har haft det svært med et stort publikum tidligere, men i dag var der ikke noget at mærke ud over en positiv energi. Der var høj stemning med mange tusinde mennesker, som virkelig var på, så det var fedt at komme i arenaen. Samtidig er det et stævne, som er svært at komme på podiet i, så det var virkelig en drøm at det lykkedes, siger Cathrine Dufour.

De øvrige ekvipager på podiet var Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack (74,177%), Anders Dahl og Selten HW (70,093%) samt Anna Zibrandtsen og Arlando (70,435%).

Facebook
Twitter