Efter brækket nakkehvirvel: Nicki Pedersen er tilbage på speedwaycyklen

Godt ti måneder efter sin alvorlige nakkeskade er Nicki Pedersen ovenpå igen og klar til at køre konkurrencer.

Nicki Pedersen var involveret i et alvorligt styrt i maj sidste år. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Keld Navntoft)

Nicki Pedersen har kæmpet for at komme tilbage på speedwaybanen, siden han i maj sidste år brækkede en nakkehvirvel i et alvorligt styrt.

Det truede med at sætte en stopper for Pedersens karriere, men nu er speedwaystjernen tilbage på cyklen.

- Det er en befrielse efter en lang rejse i de sidste 10 måneder. Det var en forløsning, at komme ud på cyklen igen uden at have smerter, siger Nicki Pedersen til DR Sporten.

Der er ingen tvivl om, at det er en forløsning efter ti måneders skadespause med en brækket nakke, hvor der var usikkerhed om, hvorvidt jeg overhovedet kom tilbage på cyklen igen.

Skaden kunne have sluttet karrieren

Pedersen er vant til at komme sig efter hårde skader, og han heler normalt hurtigt. Denne gang tog det dog rigtig lang tid. Men det kunne have været meget værre.

- Jeg har ikke selv været i tvivl om, hvorvidt jeg kunne komme tilbage. Men mange rundt om mig har spurgt, om det ikke var det. Men jeg kunne ikke hænge cyklen op. Men det er klart, der er nogle, der aldrig kommer tilbage igen fra sådan en skade, konstaterer Nicki Pederesen.

Pedersen kæmper på en træningslejr i Kroatien for at blive klar til sæsonen og første VM-grandprix, der køres 12. maj i Polens hovedstad, Warszawa.

Han tror på, at han kan ramme storformen, inden det går løs.

- Det ville være det letteste i verden at sige, at jeg vil være verdensmester, men det er et langt marathon. Men hvis jeg er forberedt, så ved jeg også at I slutningen af året, så kæmper jeg med om medaljer.