Efter et stille år skal North i gang: ’Vi har ikke levet op til vores egne forventninger’

De danske løver kæmper for at nå verdenstoppen, når de skal i aktion til ECS Season 7 Finals. Se med på DR3 torsdag fra kl. 10.45.

Sidste år kom Norths største triumf, da de vandt Dreamhack Masters i Stockholm og slog Astralis i finalen.

De er Danmarks næstbedste Counter-Strike hold. North.

“Hear the roar”, brøler den hvide løve fra Parken i København, hvor holdet huserer. Men det har været svært at høre brølet for de bedste hold i verden det seneste halve år.

North indtager i øjeblikket en plads som nummer 15 på verdensranglisten, og det er ikke godt nok, fortæller holdets taktiske leder Valdemar ’valde’ Vangså.

”Vi har ikke levet op til vores egne forventninger. Der har været for mange svipsere, og vi har misset slutspillet i de store turneringer, men det arbejder vi nu hårdt for at få rettet op på”, fortæller han.

Derfor er holdet også ambitiøse på vej ind til deres næste turnering: ECS Season 7 Finals, der starter torsdag. Selvom den byder på nogle af verdens bedste hold.

”Vi bliver nødt til at holde fokus på vores egen udvikling og vores eget spil, og så skulle det jo gerne være nøglen til at kunne spille op med alle de bedste hold i verden”, fortæller Valdemar ’valde’ Vangså.

Norths største resultat sidste år var sejren ved Dreamhack Masters.

Flere udskiftninger

Sidste år kom Norths største triumf, da de vandt Dreamhack Masters i Stockholm og slog Astralis i finalen. Men før og siden har det været sparsomt så med de store resultater.

For at skabe bedre resultater hev man nye spillere ind i folden, men det tager tid at få de nye spillere på plads.

Og det har ikke skortet på udskiftninger hos North, der efterhånden kan skrive en mindre krønike om tidligere spillere. Seks spillere er skiftet ud siden starten af 2018. Oven i det er der kommet ny træner til to gange, ligesom holdet har skiftet taktisk leder to gange.

”Udskiftningerne har været nødvendige, men medfører også, at du hver gang mister point på verdensranglisten per spiller, du skifter ud”.

”Jo mere du skifter ud, desto mere skal der indhentes på pointkontoen, og det kræver tid og indsats. Det kan gå ud over præstationer, fordi vi har haft mindre tid til at træne, da der skal spilles en masse kvalifikationer og andet, vi kunne have været foruden, hvis vi blev direkte inviteret til de store turneringer”, fortæller Valdemar ’valde’ Vangså.

Men nu mener North at have fundet den rigtige sammensætning af spillere, der kan sikre, at holdet kommer tilbage i top10 i verden.

Og Valde ’valde’ Vangså tror også på, at holdet kan gå hele vejen ved ECS Season 7 Finals.

”Det kan vi, fordi vi er et nyt North-hold med masser af sult og gåpåmod. Vi har fået et hold med mere firepower end nogensinde før, og det individuelle spil bærer altid en stor del, hvis man skal gå hele vejen til de store turneringer og løfte trofæet”.

Næste gang North er i aktion er på torsdag, hvor ECS Season 7 løber af stablen i London. Du kan se finalerne af ECS Season 7 live på DR3 og DRTV fra torsdag d. 6. juni kl. 10.45.

Facebook
Twitter