Efter guld ved World Games: Nu vil ung dansker vinde VM i ju-jitsu

Rebekka Ziska Dahl lægger ikke skjul på, at hun vil være verdensmester til december.

Rebekka Ziska Dahl deltager i klassen for kæmpere op til 55 kilo. (Foto: Privatfotos)

20-årige Rebekka Ziska Dahl vandt i weekenden guld i ju-jitsu klassen for kæmpere under 55 kilo, da hun deltog i World Games.

World Games er mesterskab for sportsgrene, der ikke er på OL-programmet.

Men selvom disciplinen ikke er at finde på det olympiske program, så tør den unge dansker godt sætte sig ambitiøse mål for fremtiden.

- Jeg håber 200 procent på, at jeg når til tops ved VM i november. Der skal mere end bronze med hjem denne gang, lyder det fra den danske kæmper med henvisning til hendes seneste to VM-resultater i 2016 og 2015, hvor hun sluttede som nummer tre.

- Lige siden jeg var ti år har jeg sagt, at jeg vil være seniorverdensmester i ju-jitsu. Og nu skal det ske.

Lang rejse til VM

VM afholdes i år i Colombia.

Men at rejse om på den anden side af Jorden for at træde ind i kamparenaen er ikke gratis.

Rebekka Ziska Dahl skal derfor ud at finde sponsorater, før drømmen om en VM-guldmedalje kan blive en realitet.

Lykkes det, er hun sikker på, at hun kommer til at betale tilbage med en medalje af den fineste slags.

- Nu har jeg slået de bedste i verden til World Games, så jeg tror faktisk ikke, der går længe, inden jeg er øverst på verdensranglisten, siger hun.

- Jeg har aldrig været bange for at sige, at jeg ville blive ved at kæmpe indtil jeg blev verdensmester. Men jeg havde nok ikke troet, at det ville være realistisk allerede i år.

Rebekka Ziska Dahl vandt sidste år VM-guld ved U/21-VM.