Eliteroer spiser 240 piller dagligt: ’Sporten gør mig mere rask’

Roning blev Astrid Højgaards vej ud af hendes sygdoms skygge. Ved Baltic Cup i weekenden repræsenterer hun for første gang Danmark.

Det kræver tre håndfulde og tre slurke vand. Så er omkring 50 ud af de 240 daglige piller overstået.

Nu mangler Astrid Højgaard bare at gøre det fire gange mere i dag.

Ud over pillerne indtager hun en daglig lavprotein-smoothie til morgenmad og en lavprotein-pastaret til frokost og aftensmad.

En nødvendig diæt for den 17-årige eliteroer.

- Hvis jeg ikke tager mine piller og ikke holder min diæt, vil den kognitive del af min hjerne, som lagrer viden, ikke fungere optimalt, og jeg vil have meget svært ved indlæring, siger hun.

Det unge talent er født med sygdommen PKU, hvilket gør indtagelsen af en bestemt aminosyre, der findes i protein, farlig. Aminosyren hedder phenylalanin, og havde hun som barn ikke fået den rette kost uden phenylalanin, ville det have resulteret i permanent hjerneskade og handicap.

I pillerne får Astrid Højgaard kun de former for aminosyrer hun kan tåle.

I begyndelsen tog Astrid Højgaard én pille ad gangen. Se her, hvordan hun i dag arbejder sig igennem de mange piller fem gange dagligt:

Sammen med resten af U18-ungdomslandsholdet er Astrid Højgaard rejst til Baltic Cup, der afholdes i Estland i weekenden. Hun blev udtaget til ungdomslandsholdet i august, og nu skal hun for første gang repræsentere sit land.

- Det betyder meget for mig, at jeg kan fortælle mig selv og andre, at jeg ror for Danmark. Det er en stor sejr for mig, at jeg på trods af min sygdom har kæmpet, så godt jeg kan, og at det nu har sendt mig på U18-ungdomslandsholdet.

- Inden jeg begyndte til roning, havde jeg aldrig troet, jeg ville være god nok til at komme så langt.

Passede ikke ind

For bare to år siden var Astrid Højgaards liv langt fra det, hun lever i dag. I folkeskolen spændte sygdommen ben for hendes engagement i klassen og det sociale liv.

I frustration blev hun mere og mere ligeglad med sin diæt, og det resulterede i symptomer som koncentrationsbesvær, indadvendthed og vrede.

- Jeg havde svært ved at holde min diæt, fordi jeg ikke havde det godt i min hverdag. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle gå op i det, når intet andet fungerede, siger hun.

Astrid Højgaards sygdom var ikke kun uoverskuelig for hende selv. Dengang var pillerne ikke en mulighed endnu, og grundet den besværlige kost blev hun ikke altid inviteret med til fødselsdage i klassen og ville ikke tage med i centret efter skole eller besøge sine kammerater, fordi hun ikke kunne spise med.

- Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne blive derhjemme. Jeg passede ikke ind nogen steder og var mere bare for mig selv.

- Min sygdom fik mig til at tænke, at jeg ikke kunne noget. At jeg alligevel bare havde en sygdom, der påvirkede mig på alle mulige måder.

En vej ud af sygdommens skygge

For den dengang 15-årige pige kørte hverdagen rundt i en meningsløs cirkel, hvor alt fokus var på skolen. Hendes forældre meldte hende på et håndboldhold, men tempoet var for langsomt for Astrid Højgaard, der kedede sig på banen.

I sommeren 2016 var OL i Rio i fuld gang, og Astrid Højgaard fulgte nøje med. Hun ville ikke længere blive derhjemme, men finde en rigtig udfordring, der kunne mærkes.

Valget lå mellem cykling og roning. To sportsgrene, hvor tempo og udholdenhed var i fokus. Allerede efter den første prøvetime i båden havde Astrid Højgaard dog glemt alt om den tohjulede.

- Roning giver mig en helt speciel fornemmelse, når jeg er færdig, hvor jeg tænker: ”Hvorfor gør jeg egentlig det her ved mig selv?” Det er så hårdt, men fedt at presse mig selv helt til grænsen, hvor jeg ikke kan mere. Jeg overvinder noget i mig selv hver gang.

Astrid Højgaard meldte sig ind i Bagsværd Roklub, og der gik ikke længe, før hendes træner opmuntrede hende til at bruge mere tid på sporten. Den unge roer viste potentiale - især teknisk stak hun ud fra de andre.

Træningstimerne blev hele tiden flere og hårdere, og i dag har den 17-årige roer været på eliteniveau i to år.

- Sporten gav mig en åbenbaring. Roning viste mig, at livet er andet end skolen og gav mig en vej ud af den dårlige cirkel. En vej, jeg selv kan skabe, siger hun.

Astrid Højgaard i aktion med sit klubhold til DM på Brabrand Sø i Århus den 21. september 2019. Hun er nummer seks fra venstre.

Elitesporten holder sygdommen i skak

Astrid Højgaard går på Team Danmark-linjen på Falkonergårdens Gymnasium, så hun kan fokusere på sporten på eliteplan. Især op til Baltic Cup i weekenden har debutanten haft brug for ekstra tid i roklubben. Og det passer hende rigtig godt.

- Jeg har nogle rigtig gode venner i klubben, og de kan sagtens forstå min sygdom. Nogle har diabetes og skal også spise anderledes, så det har vi sammen. Sporten har gjort mig tryg i, at det er okay at have PKU – at det ikke behøver være en forhindring.

Det er ikke kun Astrid Højgaards trivsel, roning har haft indvirkning på.

Hun får dagligt taget blodprøver for at sikre, at hendes phenylalanin-tal ikke er for højt. Hvis proteintallet ligger over grænsen for, hvad hun må indtage, vil Astrid Højgaard begynde at mærke syptomer inden for en uge.

Inden hun begyndte til roning, oversteg tallet ofte den maksimale grænse.

I dag er tallet mere stabilt og under grænsen, ligesom det også har lettere ved at komme ned igen efter eksempelvis lidt for mange pommesfritter.

Elitesporten holder sygdommen betydeligt nede, og det skyldes to ting. At Astrid Højgaard forbrænder proteiner hurtigere, når hun ror, og fordi hun i dag har en hverdag, som gør det værd at passe hendes sygdom.

- Sporten har gjort mig mere rask. De fleste dage tænker jeg ikke over, at jeg har en sygdom. Samtidig er jeg meget bedre til at holde min diæt, fordi der er en mening med det for mig nu, siger hun.

I torsdags tog det unge talent med resten af ungdomslandsholdet på en 27 timers bustur til Estland, hvor de baltiske lande skal konkurrere i de to discipliner 2.000 meter og 500 meter.

- Vi går selvfølgelig efter medaljerne. Det er min drøm og holdets drøm.