EM-gymnaster jagter erfaring frem mod VM på hjemmebane

De danske idrætsgymnaster forventer ikke topplaceringer ved EM, men skal i stedet bruge mesterskabet til at give indikationer frem mod VM på hjemmebane i 2021.

Mette Hulgaard er en af de rutinerede gymnaster på det danske landshold, der torsdag tager hul på EM. Foto: EPA/SERGEI ILNITSKY (Foto: SERGEI ILNITSKY)

Efter den mest vindende danske gymnast gennem tiderne Helge Vammen tidligere på året valgte at indstille sin internationale karriere, har herrelandsholdet i idrætsgymnastik befundet sig i en brydningstid. For hvem skal tage over efter Vammen?

Det får vi måske nogle indikationer på ved det kommende EM, hvor Danmark har senior- og juniorlandshold afsted på både herre- og damesiden.

Et stort, ungt og håbefuldt kuld, lyder det fra herrelandstræner Marian Rizan, som ikke spår sine danske gymnaster de store chancer for at blande sig i den absolutte top.

- Vi har flyttet vores målsætning fra at ende i den midterste tredjedel af feltet til at lande i den første tredjedel. Det bliver svært, men det kan de godt ramme i nogle enkelte discipliner, siger Marian Rizan, der selv har repræsenteret sit hjemland Rumænien ved både VM og EM. Dét blandt andet med en bronzemedalje i bensving og barre ved EM i 1987.

Til gengæld kan EM i Glasgow bruges til at give landstræneren indikationer på, hvor holdet står frem mod 2021, hvor Danmark og København er vært for verdensmesterskaberne.

- Processen frem mod 2021 er allerede startet, og vi kigger på, hvor vi skal ind og justere og se, hvordan vi når vores mål. Vi vil rigtig gerne kunne ramme en finaleplads til den tid, fortæller Marian Rizan.

Ingen medaljer, men lys fremtid

Hos de kvindelige idrætsgymnaster er ambitionerne til EM også rimelig afdæmpede, fortæller landstræner Bernadett Balazs. Tankerne om eventuelle finalepladser er end ikke et tema.

- Det er der ingen chancer for. På nær Mette Hulgaard, der er vores mest erfarne, er de andre på holdet meget unge. Så de skal vænne sig til seniorkulturen, niveauet og have den her mesterskabsfølelse ind under huden, siger Bernadett Balazs.

I stedet gælder det, som hos mændene, om at samle gyldne erfaringer frem mod verdensmesterskabet på hjemmebane om tre år.

- Vi har sat projekter i søen målrettet de yngre piger, så vi nu også sætter fokus på de kommende elitegymnaster og gør dem klar til VM i København. Så vi arbejder med nogle langsigtede mål og tager det ét skridt ad gangen.

Her kan du se den danske trup til EM i idrætsgymnastik:

Kvinder:

  • Mette Hulgard, Linnea Wang, Emilie Winther, Sofia Bjørnholdt, Victoria Kajø

Herrer:

  • Marcus Bovien Frandsen, Christian Riisberg, Jacob Dahlslund Buus, Joao Marcus Fuglsig, Joachim Winther

Kvindernes konkurrencer forløber 2., 4., og 5. august, mens mændene indtager gulvet 9., 11., og 12. august.

Facebook
Twitter