Emma fra Lolland roede sig til tre EM-medaljer på en weekend: ’Har været nogle vilde dage’

Den danske kajakroer Emma Aastrand Jørgensen har fået en noget nær perfekt optakt til OL.

Emma Aastrand Jørgensen kunne i weekenden løfte armene i vejret hele tre gange og fejre, at hun havde vundet en EM-medalje. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

Tre EM-medaljer indenfor to døgn. To af dem af guld og én af bronze.

Det er en OK mængde metal, kajakroeren Emma Aastrand Jørgensens pakker ud af kufferten, når hun i dag kommer hjem fra EM i Polen.

Med en guldmedalje i både kvindernes 200- og 500 meter-enerkajak samt en bronzemedalje med den danske firerkajak kan hun nu se tilbage på en begivenhedsrig weekend.

- Det er mega vildt og så fedt. Det har været nogle vilde dage, siger Emma Aastrand Jørgensen.

Førstepladsen i 200 meter-enerkajak blev sikret lørdag, mens de to sidste medaljer blev hentet hjem søndag. Derfor var det også en mere mærket dansk kajakroer, der kæmpede sig over målstregen som etter på søndagens fianle i 500 meter-enerkajak.

- De sidste 100 meter, der handlede det simpelthen bare om at blive i båden. Jeg var så stiv i mine arme og kunne næsten ikke holde ved min pagaj. Det gjorde mega ondt i mine arme, men det var den fedeste følelse, fordi jeg så også fik lov at så øverst på skamlen.

Men ligesom hun trådte ned fra podiet som europamester i 500 meter-enerkajak, skulle hun på den igen. Under tre kvarter senere ventede nemlig holdkammeraterne fra den danske firerkajak og en ny finale på 500 meter-distancen.

43 minutters pause mellem to af finalerne

Hektisk er nok et af de mest passende ord, man kan bruge om Emma Aastrand Jørgensens søndag eftermiddag. Blot 43 minutter havde hun til at ryste armene, efter hun havde vundet gulv i den ene finale, til hun skulle fatte pagajen og påbegyndte den næste.

- Det var super irriterende. Man vil jo gerne være så frisk som muligt til hvert løb, men nogen gange er de her stævner bare presset ret meget sammen.

Den tidligere OL-sølvvinder var derfor også tydeligt mærket, da hun satte sig forrest i den danske firerkajak.

- Selvom jeg kom ind og var helt færdig og sagde ’av mine arme, jeg kan ikke mere’, var pigerne gode til at holde hovedet koldt. Det er super ærgerligt, men vi fik det bedste ud af det.

Om den danske firerkajak ligefrem havde vundet finalen med en dugfrisk Emma Aastrand ombord, er ikke til at sige. Men det havde i hvert fald ikke mindsket deres chancer.

- Jeg vil ikke sige, at vi helt sikkert havde vundet, hvis jeg havde friske arme, men om vi havde været tættere på nummer et og to, kan sagtens tænkes. Men vi laver stadig et rigtig godt løb og nyder det meget.

OL-favorit?

Med tre EM-medaljer i bagagen er det fair at betragte Emma Aastrand Jørgensen som en af de danskere, der har gode muligheder for at tage metal med hjem fra sommerens OL i Tokyo.

Alligevel er ydmyghed en dyd for den danske kajakroer, der forventer hård konkurrence i Japan.

- Alle går efter at vinde, og det gør jeg selvfølgelig også. Men jeg ved, at der er nogle rigtig dygtige fra New Zealand, og Kina har også dygtige kajakroere. Og så kommer der sikkert også rigtig mange dygtige fra andre lande.

Ved OL i 2016 blev det til en sølvmedalje i 500 meter-enerkajak for Emma Aastrand Jørgensen. Om få måneder skal hun igen forsvare de rødhvide farver ved de olympiske lege. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Ritzau Scanpix)

Europamesteren fra Lolland har derfor en top fem-placering som sit mål ved sommerens OL. En målsætning, der burde være indenfor rækkevidde, med den nuværende form taget i betragtning.

Men spørger man den 25-årige kajakroer, om hun er i sit livs form her kort inden sommerens OL, er svaret tvetydigt.

Jojo, den fysiske forfatning fejler ingenting, men der stadig et par procenter, der kan lægges på de næste par uger. Det handler om at peake på det helt, helt rigtige tidspunkt, mener hun.

- Jeg skal jo først være i mit livs form til OL, og det er jeg godt på vej til, siger Emma Aastrand Jørgensen.

OL begynder den 23 juli og varer frem til den 8 august.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk