Endnu en norsk legende siger stop: Bjørgen vil ikke mere

Den norske langrendsdronning Marit Bjørgen har valgt at sætte sine ski på hylden efter en stor karriere.

Marit Bjørgen har valgt at stoppe karriere efter 15 OL-medaljer. (Foto: © Lucy Nicholson, Scanpix)

I februar skrev Marit Bjørgen sig ind i de olympiske historiebøger i en sådan grad, at det er få atleter, som overhovedet er i nærheden af hende. I dag vælger hun så at sige stop.

Den 38-årige langrendsløber nåede i sin karriere at vinde intet mindre end 26 VM-medaljer heraf 18 af guld samt 15 OL-medaljer. Sidstnævnte er en rekord i vinter-OL’s historie, som hun satte ved de netop afsluttede lege i Pyeongchang. Men rekorden bliver altså ikke udbygget mere.

- Jeg ved, at jeg ikke har den motivation mere, som det kræver for at give sig 100 procent i en sæson til, og derfor vælger jeg at stoppe, siger Marit Bjørgen til NRK.

Det har dermed været en meget speciel uge for de norske skifans, da den anden legende Ole Einar Bjørndalen tidligere på ugen også valgt at offentliggøre sit karrierestop. Sammen har de 28 OL-medaljer.

Med sit karrierestop betyder det, at weekendens konkurrencer i de nordiske mesterskaber bliver sidste gang, at Marit Bjørgen konkurrerer på højeste niveau.