Ernæringsfysiolog: Sådan opdager du en spiseforstyrrelse hos dit barn

Majke Jørgensen, der er ernæringsfysiolog ved Team Danmark, giver gode råd.

Der er flere ting, man kan være opmærksom på for at opdage en spiseforstyrrelse. (Foto: © Kasper palsnov, Scanpix)

Det kan være svært at opdage en spiseforstyrrelse, men der er flere ting, man kan være opmærksom på, hvis man er pårørende, fortæller Majke Jørgensen, der er ernæringsfysiolog ved Team Danmark.

- Forældre skal være meget nysgerrige, og de skal spørge ind til deres børn i forhold til, hvis de ser nogle ændringer i dagligdagen.

- Der er selvfølgelig det fysiske, man kan se. Hvis de oplever, at børnene taber sig, eller væksten stopper, og puberteten hænger efter deres jævnaldrende, siger Majke Jørgensen.

I den seneste uge har DR Sporten haft fokus på spiseforstyrrelser i dansk eliteidræt med afsæt i dokumentaren Svømmestjerner – Under overfladen. Men det er altså ikke kun i svømning, at spiseforstyrrelser er et problem.

Lene Haulund, der er psykolog med ekspertise i spiseforstyrrelser og tilknyttet Team Danmark, fortæller, at mens spiseforstyrrelser er et stort problem i eliteidræt, så er problemet endnu mere alvorligt hos de atleter, der ikke er tilknyttet Team Danmark.

- Der er mange, og der er mange, vi ikke opdager. Men det store problem er, efter min mening, i subeliten. Team Danmark har kun et vist antal, de kan hjælpe, men hos langt de fleste er der ikke en klar procedure, siger Lene Haulund.

Team Danmark støtter knap 1.100 atleter, og ifølge Lene Haulund er problemet, at den ekspertise og rådgivning, som atleterne kan få, når de er støttet af Team Danmark, ikke er tilgængelig for de atleter, der ikke er en del af Team Danmark.

Ikke kun fysiske faresignaler

Det er ikke kun fysiske faresignaler, man skal være opmærksom på hos sine børn, forklarer Majke Jørgensen. Ved siden af de fysiske faresignaler kan der også være adfærdsmæssige ændringer.

- Det er, om de bliver mere indelukkede og trækker sig fra sociale ting, hvor der indgår mad.

- Hvis de begynder at have en masse regler omkring, hvad der er forbudt og tilladt omkring mad, så er det et signal. Hvis børnene pludselig begynder at udelukke specifikke fødevarer eller ikke kan tåle forskellige ting og får et meget rigidt forhold til mad, så er det et klart faresignal, siger hun.

Ifølge Majke Jørgensen er det vigtigt, hvis man som forælder har mistanke om en spiseforstyrrelse, at man går i dialog med sit barn og ikke lader sig affeje, men er vedholdende i dialogen. Men det er også vigtigt, at man som forælder er opmærksom på trænerens ageren.

- Trænerne er ikke diætister. Trænerne skal holde sig til træning, og så må de søge sparring hos diætister. Samarbejdet er essentielt. Det er ikke trænerens opgave at vejlede omkring kost eller kommentere på udseende.

- Derfor er det også vigtigt, at forældrene forholder sig kritisk til trænere, hvis de oplever, at noget ikke er, som de synes, det skal være, siger Majke Jørgensen.