Esport er brudt igennem i Danmark: 2019 bliver endnu vildere

Esport er i 2018 for alvor kommet ud i stuerne til danskerne, men vi har kun set toppen af isbjerget, siger eksperter.

Det danske Counter-Strike-hold, Astralis, har haft et forrygende 2018 med hele 10 titler. De har i månedsvis toppet verdensranglisten.

Hvis man i 2018 er kommet på fornavn med ’Dev1ce’, ’Agge’ og ’n0tail’, så er det måske ikke så mærkeligt endda.

De er alle tre danske stjernenavne i en verden af esport, som for alvor har fået sit folkelige gennembrud i det næsten afsluttede kalenderår.

Det danske Counter-Strike hold Astralis, med Nicolai ’Dev1ce’ Reedtz på holdet, er gået fra triumf til triumf, mens FIFA-stjernen fra den danske organisation North, August ’Agge’ Rosenmeier, er kommet ud i stuerne via eSuperligaen, der sendes på Canal 9.

Nicolai 'dev1ce' Reedtz er en af verdens bedste Counter-Strike-spillere. Han er en del af det enormt succesfulde danske hold Astralis.

Og nå ja, så har Johan ’n0tail’ Sundstein i spillet Dota 2 vundet svimlende 75 millioner kroner sammen med holdkammeraterne fra ’OG’. Lidt har som bekendt også ret.

Større accept

På hovedkontoret hos North, der er delvist ejet af FC København, kan man da også mærke, at opmærksomheden har fået et ryk opad i 2018. Det fortæller direktør Christian Sørensen. North har to spillere med i eSuperligaen udover Counter-Strike holdet under samme navn.

- Vi mærker, at de almindelige medier er begyndt at interessere sig for transfers, store turneringer og spillernes personligheder. Samtidig oplever vi stadig en større accept af esport som kultur og mere interesse for os og vores brand.

- Vi har i 2018 oplevet en voldsom popularitet af eSuperligaen, hvor vi deltager med to FIFA-spillere fra verdenseliten. eSuperligaen har fået en voldsom god modtagelse med overraskende gode seertal.

Konkurrencedygtig med håndbold og fodbold

I slutningen af 2017 så vi for første gang store, internationale events lægge vejen forbi Danmark, når det kommer til esport.

BLAST Pro Series indtog i november 2017 et fyldt Royal Arena i København med en turnering i Counter-Strike. Eventet, der trak 12.000 tilskuere, blev gentaget i 2018 og ser nu ud til at være en fast del af årets esport-kalender. På samme måde har turneringsserien ESL i både december 2017 og 2018 afholdt sæsonfinaler i Odense foran 5.000 tilskuere, mens eSuperligaen for første gang kort inden jul fyldte Forum op.

Slutspillet i eSuperligaen fandt sted i Forum i København. For fulde huse. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Rasmus Storm fra Idrættens Analyseinstitut er da heller ikke i tvivl om, at esport kan konkurrere med dét, vi forbinder med traditionelle tilskuersportsgrene.

- Der er sket en form for folkeligt gennembrud for esport - i hvert fald et foreløbigt et af slagsen. Det er tydeligt med den stigende opmærksomhed og publikum.

- Det tyder på, at esport kan konkurrere med de traditionelle, kommercielle sportsgrene. Der opstår professionelle hold, som køber og sælger spillere, og formidlingen af esport ligner også mere og mere, hvad vi normalt ser ved andre tilskuersportsgrene. Esport er som underholdning og tilskuersport det samme som håndbold og fodbold, som allerede har gennemgået en markant kommercialisering, så det er spændende at se, hvad der sker.

- De kommende år vil være præget af forskellige måde at teste koncepter på, som vi ser med eSuperligaen, indtil der er en forretningsmodel, som kan vise sig at bære, siger Rasmus Storm.

Svært at spå om toppen

Til spørgsmålet om hvorvidt esport er noget, der er kommet for at blive, indikerer undersøgelser fra USA, at det nok er tilfældet, fortæller Rasmus Storm.

- Amerikanske studier tyder på, at unge, som vokser op med at se esport, i fremtiden vil se mere esport end traditionel sport. Kan man fremskrive den tendens, så kommer det til at flytte markedsandele, for esport konkurrerer på samme vilkår som alt andet, når det kommer til oplevelsesøkonomi. Spørgsmålet er, hvor omfattende det bliver, at unge mennesker nu vokser op med at se esport som en naturlig ting, men jeg er sikker på, at det kommer til at kunne mærkes, siger Rasmus Storm.

August 'Agge' Rosenmeier har flere gange været verdensmester i computerspillet Fifa. I dag er han på kontrakt hos North, der er delvist ejet af Superliga-klubben FC København.

Det samme lyder fra Christian Sørensen hos North.

- Alt tyder på, at esport kun bliver større i 2019, siger Christian Sørensen.

- Esport er i vækst, og vil fortsat være det. Der er ingen, som kan spå om, hvornår toppen nås - hvis det overhovedet sker. Men det er afgørende, at medieprodukterne er gode og forbedres hele tiden, så seertallene bliver ved med at stige. Så længe, der er fans, der vil følge med, så vil esport-markedet vokse, siger Christian Sørensen.

Facebook
Twitter