Et liv i smerte: Helle Frederiksen vil være verdens stærkeste jernkvinde

37-årige Helle Frederiksen har viet sit liv at presse kroppen til det yderste. Med på sidelinjen har hun sin mand Ben Powell. Han er samtidig Helles træner og presser hende til at blive ved - også når smerterne er store.

Hun har verdensrekorden på den halve IRONMAN-distance - 1,9 kilometer svømning, 90 kilometer cykling og 21,1 kilometer løb.

Hun er verdensmester på den lange triatlon-distance - 3 kilometer svømning, 120 kilometers cykling og 30 kilometers løb.

Men karrierens største udfordring venter med efterårets VM i IRONMAN i de ikoniske omgivelser på Hawaii.

3,8 kilometer svømning, 180 kilometer løb og et marathonløb til at runde det hele af. Det er blot anden gang i karrieren, at Hele Frederiksen skal konkurrere på den strabadserende distance.

- Det, der driver mig, er min fascination af, hvad man rent fysiologisk kan gøre med kroppen, hvis man behandler den ordentligt, man træner hårdt og man er målrettet og dedikeret.

- Jeg lever for udfordringer. Jeg lever for at teste mig selv af og se, hvad jeg kan drive kroppen til at opnå. Hvis jeg ikke opnår et tilfredsstillende resultat, vil jeg forsøge at gøre det bedre, siger Helle Frederiksen.

  • Helle Frederiksen og Ben Powell i dialog ved en svømmetræning på Hawaii i dagene op til VM i IRONMAN. (Foto: Jesper Grønnemark)
  • Helle Frederiksen er tidligere elitesvømmer og er derfor mere end komfortabel i bassinet. (Foto: Jesper Grønnemark)
  • På grund af en fodskade bliver de sidste forberedelsesdage på Hawaii primært brugt på cykling og svømning. (Foto: Jesper Grønnemark)
  • Ruten på Hawaii byder på lange øde strækninger, hvor vind kan blive en stor udfordring. (Foto: Jesper Grønnemark)
  • Under Hawaiis smukke ydre lurer ekstreme temperaturer og hidsige vinde, som gør omgivelserne svære at konkurrere i. (Foto: Jesper Grønnemark)
  • Triatlonsporten stiller store krav til atleternes fysik, og Helle har brugt mange år på at finjustere sin krop. (Foto: Jesper Grønnemark)
  • Helle kort efter hun krydser stregen ved sit første VM i IRONMAN. (Foto: Jesper Grønnemark)
1 / 7

For to år siden såede hendes mand og træner Ben Powell frøet til deltagelsen ved VM på Hawaii, langdistancetriatlons tinde. Han har selv gennemført løbet og mente, at Helle havde gode chancer for at kunne konkurrere blandt de bedste.

Den drøm vinder hurtigt indpas hos Helle:

- Helle er utroligt målrettet. Hun udvælger sig en målsætning, hvor hun tænker, at hun kan være succesfuld, og så lægger det mål sig så i hendes hoved og får overtaget. Og det gør ikke noget, at der kommer med- eller modgang. Målet vil hele tiden være der.

- Hele kan have otte uger, hvor hun er skadet og ude af stand til at træne, men målet slipper hun ikke af syne, fortæller Ben.

Med Helles dedikation og månedsvis af målrettet træning som ballast rejser ægteparret til Hawaii for at bide skeer med verdenseliten ved VM i IRONMAN.

Bliver smerten for stor?

Helle og Ben har god tid til at vænne sig til forholdene på Hawaii. Den ekstreme varme, den høje luftfugtighed og den store opmærksomhed, som følger med løbskalenderens største begivenhed.

Forberedelserne går godt.

Helle har i ugerne op til mesterskabet været plaget af en fodskade, men foden responderer godt på den sidste løbetræning. Hun har gennem 14 år bygget sin krop op til hele tiden at kunne konkurrere på længere distancer. Og hun har i Ben sin mest fortrolige som både støtte og vejleder.

Men på selve løbsdagen bliver Helle bekymret. En gammel skade spøger i hendes sind.

Helle har tidligere haft en diskusprolaps, og hun er bekymret for, at skaden vil bryde op under løbet.

Hun har siden sine unge år som elitesvømmer været i utallige konkurrencesituationer. Hun er blevet triatlonspecialist med adskillige sejre i udmagrende løb, men mesterskabet på Hawaii er blot Helles anden forsøg på den lange IRONMAN-distance.

Den erfarne eliteatlet er pludselig usikker: Kan hendes krop holde til den ekstreme udfordring, som ligger foran?

Her vil det i mange andre parforhold være enhver ægtemands opgave at træde til og fortælle, at det allervigtigste er Helles helbred, og hvis ikke krop og sind er 100% klar, skal hun ikke stille op.

Men sådan fungerer det ikke hos Helle og Ben.

- Jeg har intet andet valg end at motivere på det tidspunkt, forklarer Ben. Han ved, hvor meget forberedelse Helle har lagt i deltagelsen. Han ved, at hun forventer opbakning - også når hun selv har lyst til at give op.

Og Helle stiller selvfølgelig til start.

9 timer i helvede

Helle er i sit es under den indledende svømning. Fortiden som elitesvømmer giver hende en fordel i forhold til konkurrenterne, og da de forreste atleter træder op fra vandet, er Helle Frederiksen med. Hun ligger nummer fire.

Men under cyklingen får Helle problemer. Konkurrenterne begynder at overhale, og Helles frygt er blevet til virkelighed: Ryggen volder ulidelige smerter.

Da de sidste kilometer på cyklen er tilbagelagt, har Helle udspillet since chancer i kampen om topplaceringerne. Nu skal marathonløbet overstås: For Helle handler det ikke længere om at konkurrere, men om at gennemføre.

Og Ben er der til at give den sidste støtte.

Helle slutter som nummer 16. Sportsligt er det en skuffelse, men hun og Ben er ikke færdige med Hawaii og verdensmesterskabet på IRONMAN-distancen.

Til trods for de smerter som også vil være en naturlig del af Helles næste forsøg. Det ligger i løbets natur.

- Folk siger, at det er den langsomme død. Man kan faktisk mærke, hvordan muskelfiber på muskelfiber dør.

Facebook
Twitter