Fem år efter et spil dart på værtshuset skal Andreas dyste mod verdenseliten

Tre danskere er med, når flere af sportens store stjerner dyster ved Nordic Dart Masters i København.

Andreas Toft Jørgensen skal i aktion fredag aften mod verdensstjernen Gary Anderson i Nordic Dart Masters. (Foto: (privatfoto) / grafik: Maria Eriksen Volthers)

For fem år siden var dart bare en hyggelig ting, man lige kunne give sig til på det lokale værtshus.

Men utallige kastede pile senere er Andreas Toft Jørgensen klar til at duellere med den absolutte verdenselite, når han fredag aften skal i aktion ved Nordic Dart Masters.

- Lige nu står jeg faktisk og kaster.

Ja, for tiden er der ikke tid til så meget andet i Andreas Toft Jørgensen liv end at rette blikket 237 centimeter frem og sende pile mod dartskiven.

Den 27-årige danske dartspiller står i aften overfor karrierens største kamp, når han træder op på scenen til Nordic Dart Masters i Forum i København.

Turneringen er en del af PDC-touren, og flere af verdenselitens helt store stjerner stiller til start i København, og den tanke kan da godt give Toft Jørgensen et lille sug i maven.

- Jeg er meget spændt, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg er relativt nervøs, men det bliver jeg faktisk hver gang, jeg skal spille, fortæller Andreas Toft Jørgensen.

Andreas Toft Jørgensen (Foto: (privatfoto))

Begyndte med en tur på værtshus

Til dagligt tørner Andreas Toft Jørgensen ud for Aabenraa i den danske dartliga og spiller også med på PDC Nordic & Baltic-touren.

Men det er faktisk ikke mere end fire-fem år siden, at dart var det samme for Andreas Toft Jørgensen, som det er for mange andre danskere.

- En kollega inviterede mig med på værtshus. Det var bare en helt almindelig hverdag, hvor vi skulle ned og se noget dart, siger Jørgensen.

Den ene pil tog den anden, og før han havde set sig om, var værsthusdarten skiften ud med klubdarten fortæller Toft Jørgensen, som er vokset op i en lille by i nærheden af Kolding.

- Det var sjovt og socialt. Jeg tog jo bare afsted for at hygge mig. Men i Kolding er værsthusdart ret stort, og så fandt jeg ud af, at folk var medlem af klubber, så det skulle jeg også være.

Øl og ’Så længe, jeg lever’ er for længst skiftet ud med benhård træning. For hvis man vil være noget i pilenes verden, kræver det meget mere end bare at sende tilfældige pile efter en dartskive, som hænger lidt klemt mellem toiletterne og spilleautomaterne.

- Jeg træner så meget, som muligt. Det er det eneste jeg laver. Jeg ser ikke fjernsyn. Jeg spiller ikke Playstation. Jeg dyrker ikke fitness. Jeg står op, sender min kæreste på arbejde, og så går jeg ind foran min dartskive.

3-4 timer om dagen bliver det i hvert fald til for den håbefulde dartspiller, som sidste år var nomineret til årets ’newcomer’ i dansk dart. En session om formiddagen og en om eftermiddagen, gerne splittet op af enten en opvask eller en tur ud at handle.

Andreas Toft Jørgensen spiller i Aabenraa Dartklub. (Foto: (privatfoto))

Farvel til uddannelse, goddag til dartlivet

Men det er dyrt at leve som professionel dartspiller. Især når man ikke er det. Derfor handler det ifølge Andreas Toft Jørgensen om at prioritere.

- Siden februar har jeg været pædagogstuderende på SU og har trænet, når jeg ikke var på skolen, men jeg blev nødt til at stoppe på mit studie efter sommerferien for at kunne deltage i turneringer hen over sensommeren.

- Jeg var begyndt i praktik, men kunne godt se, at med alt det fri jeg skulle tage for at spille dart, så kunne jeg ikke nå at lære det, jeg skulle. Derfor stoppede jeg, og så må jeg finde et arbejde, når jeg løber tør for penge.

- Det kunne da være fedt at leve af det, man godt kan lide at lave. Et godt resultat i Nordic Dart Masters vil kunne lette arbejdet med at finde en sponsor, for det er dyrt med alle de rejser rundt til turneringer.

Andreas Toft Jørgensen sammen med den hollandske dartstjerne Michael van Gerwen, der aktuelt er rangeret som nummer tre i verden. (Foto: (privatfoto))

Mødet med verdensstjernen

I sin første kamp ved Nordic Dart Masters bliver modstanderen en vaskeægte verdensstjerne.

'The Flying Scotsman' (Den flyvende skotte, red.), Gary Anderson, dobbelt verdensmester, er modstanderen fredag aften.

- Jeg vil jo gerne spille mod de bedste så ofte som muligt. Jeg så ret meget dart for nogle år siden og har set Anderson vinde begge sine VM-titler. Han er jo et flagskib i dartverdenen. Men jeg ser sådan på det, at han også kun kaster tre pile hver anden gang.

- Man skal vænne sig til scenerne, det store publikum og kameraerne. Det ligger et helt andet pres, end jeg er vant til. Jeg var meget nervøs, da jeg spillede foran kameraer for første gang for en uge siden. Men jeg håber, at ved at gøre det flere gange, så kan jeg få bedre kontrol over nerverne, siger Andreas Toft Jørgensen.

Facebook
Twitter