Fem danske både kvalificerer sig til EM-finalen

De danske roere imponerer ved EM, hvor de har sikret sig fem billetter til A-finalerne.

Sverri Nielsen var en af de danske deltagere ved EM i roning. (Foto: ALEXANDRA WEY © Scanpix)

Ved EM i roning i den schweiziske by Luzern kan man roligt gå rundt med det danske flag i vejret, fordi det har været nogle gode dage.

I dag stod det klart, at de danske roere havde sikret sig fem pladser til A-finalerne, der bliver roet i morgen søndag.

Den første til at kvalificere sig var den tunge damefirer uden styrmand med Nina Hollensen, Anne H. Larsen, Trine Dahl Pedersen og Frida Sanggaard Nielsen, der tog andenpladsen i det indledende heat og dermed en finaleplads, oplyser det danske roforbund i en pressemeddelelse.

Sverri Nielsen har kæmpet med en diskusprolaps, men i herrernes singlesculler roede han sig videre til finalen.

Den tidligere OL-medaljevinder Fie Udby Erichsen er også videre til finalen, og det samme er Emil Espensen og Alexander Modest i herrernes letvægtsdoublesculler samt Mathilde Persson i kvindernes letvægtssinglesculler.

Facebook
Twitter