Forrygende hollænder bliver suveræn verdensmester i dart

Michael van Gerwen fuldender sit VM-hattrick i dart efter finalesejr over engelske Michael Smith.

Michael van Gerwen var på forhånd storfavorit til at hente titlen. EPA/SEAN DEMPSEY (Foto: Sean Dempsey © Scanpix)

Den hollandske dart-superstjerne Michael van Gerwen rystede ikke på hånden da de afgørende pile skulle sættes ved dette års verdensmesterskab i dart. I finalen vandt han efter at have tabt tre sæt til sin engelske finalemodstander Michael Smith.

Dermed henter hollænderen sin tredje verdensmester-titel og en præmiesum på ca. fire millioner kroner. Michael van Gerwen havde det engelske hjemmebanepublikum imod sig, men han holdt nerverne i ro i den intense atmosfære.

Michael Smith kunne slet ikke matche den hollandske favorit i starten af opgøret, men efter at have tabt fire sæt i træk, fandt han pludselig det gyldne spil frem og vandt to set i træk. Det tændte endnu mere op for det syngende hjemmepublikum, og Michael Van Gerwen virkede presset.

For mange spildte chancer

Alligevel slog favoritten tilbage og vandt de tre ud af de næste fire sæt. Dermed gentog han sin triumf over Michael Smith fra årets finale i Premier League i Dart. Englænderen smed blandt andet sejren, fordi han ikke udnyttede sine muligheder for at lukke duellerne.

Og selvom Michael Smith kom bedre med i de sidste sæt, så havdeMichael van Gerwen marginalerne på sin side. Med andenpladsen må englænderen nøjes med cirka 1,65 millioner kroner.

Med Michael van Gerwens sejr spiller hollænderen sig op blandt de helt store legender. Resultatmæssigt har han dog lang vej op til den nu pensionerede Phil Taylor fra England, der har vundet hele 14 VM-titler sin karriere.Finalen blev spillet i Alexandra Palace i det nordlige London.

Facebook
Twitter