Groth gør det igen: Sikrer dansk semifinale i bordtennis

Jonathan Groth og holdkammeraterne besejrede Østrig med 3-1 i kvartfinalen ved European Games.

Den danske bordtennissucces fortsætter ved European Games i Minsk.

Efter Jonathan Groths sølvmedalje i single er det danske landshold nu klar til semifinalen i holdturneringen.

Danmark besejrede torsdag aften Østrig med 3-1 i en kamp, hvor samme Groth vandt to singler.

Tobias Rasmussen og Anders Lind indledte ellers med et nederlag i double, men Jonathan Groth udlignede til 1-1 ved at slå Stefan Fegerl i tre sæt. Danskeren imponerede ved at uddele et "æg" med en 11-0-sejr i tredje sæt.

Efter en tæt kamp bragte Anders Lind derefter Danmark på 2-1, inden Groth afgjorde kvartfinalen med en sejr over Daniel Habensohn. Heller ikke her afgav Groth sæt.

- Jeg tænker hver kamp, at jeg ikke kan mere. Men så snart kampen går i gang, føler jeg mig fantastisk, og jeg spiller fantastisk, så jeg forstår helle ikker helt selv, hvad der sker, lyder det fra Jonathan Groth til DR Sporten.

Se hele sejrsinterviewet med danskerne herunder:

Tidligere torsdag vandt Danmark 3-2 i første runde over Slovenien. Efter sejren over Østrig er danskerne sikret yderligere to kampe i form af en semifinale og en medaljekamp.

Semifinalerne spilles fredag eftermiddag, mens finale og bronzekamp er programsat lørdag.

/ritzau/

Facebook
Twitter