Gyldne Aastrand fortsætter OL-formen og vinder VM-guld på Bagsværd Sø

Emma Aastrand Jørgensen vinder VM-guld i 200 meter enerkajak på Bagsværd Sø, mens Pernille Knudsen henter bronze i 1000 meter.

Emma Aastrand Jørgensen vandt VM-finalen i 200 meter enerkajak i sikker stil. (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

Emma Aastrand Jørgensen har sikret Danmark den første guldmedalje ved VM i Kano og Kajak på Bagsværd Sø.

Den danske kajakroer var favorit til at vinde guld, og der var ingen slinger i valsen i 200 meter enerkajak.

- Jeg kom mega godt fra start. Det var rart at føle, at det var mig, der styrede løbet, sagde Emma Aastrand Jørgensen efter finalen.

Danskeren førte fra start til slut og kunne til sidst krydse målstregen og dermed kalde sig verdensmester for første gang i enerkajak. Og så endda på hjemmebane.

- Det giver noget ekstra, at jeg ved, at der er mange, der hepper på mig. Det var på tide, at jeg kom øverst til VM, siger hun.

200 meter skulle der til, før Emma Aastrand Jørgensen kunne kalde sig verdensmester. (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

To af sportens helt store stjerner, newzealænderen Lisa Carrington og spanieren Teresa Portela, var ikke med til VM på Bagsværd Sø. Til det har den danske verdensmester et skarpt svar.

- Hvis man skal være verdensmester, skal man være her.

Med sejren viste Aastrand, at hun stadig er i storform ovenpå OL i Tokyo, hvor hun vandt to medaljer.

- Jeg har kæmpet meget mentalt og i kroppen for at komme videre (fra OL, red.). Jeg har været rigtig træt, men jeg er kommet godt ovenpå nu. 200 meter er heldigvis så kort, at det er kun er til sidst, at man får rigtig ondt i armene, siger den 25-årige verdensmester.

Ved VM på hjemmebane kan hun stadig nå at vinde en medalje mere, da hun også er medaljekandidat på 500 meter.

Hjemmebanen gav vinger, da dansk roer hentede VM-bronze

VM-guldet til Emma Aastrand Jørgensen var dog ikke lige så stor en overraskelse, som det der skete ti minutter forinden på Bagsværd Sø, da Pernille Knudsen roede sig til VM-bronze i 1000 meter enerkajak.

Knudsen var ikke regnet som favorit til en podieplacering, men hun overraskede altså med en flot tredjeplads.

Pernille Knudsen fik blev heppet frem af publikum, da spurten blev sat ind. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Danskeren fik en god start og lå nummer to, men faldt så ned på tredjepladsen, og med hjælp fra publikum formåede hun at holde pladsen hjem og snuppe bronze foran den tjekkiske konkurrent.

- Jeg er bare sindssygt glad for at det lykkedes efter den her sæson, jeg har haft. Da vi kommer gennem de første 500 meter tænker jeg, at jeg er godt med, og jeg skal blive ved med at køre på, mens publikum hjælper mig.

- Jeg kigger på et tidpsunkt til siden og kan se, at jeg ligger nummer tre, og så tænker jeg, at hende bag mig bare ikke skal nå op.

- I dag fik jeg rigtig meget hjælp fra publikum, og jeg vidste, at jeg nok havde 700 meter i mig, og derfor skulle bæres af dem de sidste 300 meter. Det er det her, jeg har kæmpet for hele tiden, lød det fra Pernille Knudsen.

FacebookTwitter