Gymnastikfænomenet i krig med sin krop, fysikkens love og det internationale forbund

Idrætsgymnasten Simone Biles forbløffer tilskuerne og sætter nye uvirkelige standarder, men sportens største stjerne har i en alder af 22 år allerede annonceret sit karrierestop.

Kan en sportsudøver blive større end sporten selv?

Måske. Måske ikke.

Amerikanske Simone Biles flirter i hvert fald med grænserne.

22 år, USA's mest vindende idrætsgymnast nogensinde og p.t. ved det igangværende verdensmesterskab i Stuttgart blot én - efter Biles-standarder sølle - podieplads fra karrierens 21. VM-medalje.

Erobrer amerikaneren den, vil hun på ny tvinge statistikkerne til at finde slettelakken frem og omskrive gymnastikhistorien, da ingen tidligere har gjort netop dét.

Men det er med at nyde hende, gymnastikfænomenet.

Simone Biles har nemlig allerede annonceret, at hun efter De Olympiske Lege i Tokyo næste år forlader den sport, i hvilken hun har foreviget sit navn og gjort det umuliges kunst til sin metier.

- Jeg føler, at min krop har gået igennem en masse, og at den er begyndt at falde fra hinanden, har amerikaneren fortalt i et interview.

  • Simone Biles tog et års pause fra idrætsgymnastikken efter OL i Rio i 2016. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Scanpix)
  • - Jeg går aldrig ind for at forsøge at vinde. Jeg går altid ind for at levere på det niveau, jeg har til træning, sagde Simone Biles ved et pressemøde forud for VM i Tyskland. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)
1 / 2

Det kan lyde helt forkert at høre så ung en elitesportsudøver tale om et karrierestop, men idrætsgymnastik er langt fra et skånsomt hverv. Siden seniordebuten som 16-årig har Biles' krop fået flere tæsk end en fastelavnstønde.

Faktisk kender gymnasten slet ikke til en hverdag uden smerter.

- Smerter er bare noget, jeg lever med, og det er ret usædvanligt i min alder, ikke? Det føles mærkeligt, hvis jeg ikke har smerter, sagde Biles tidligere i år.

Lægmusklen har gymnasten overrevet flere gange, i 2016 røg der et ribben, og så viste det sig, at Biles, uden at ane det, havde smadret knoglen i sin ene tå i fem stykker, da hun ved OL i Rio vandt fire guldmedaljer.

- Det var mærkeligt. Jeg gik med tåen i flere år bagefter og plejede at fortælle folk, at den nok ville falde af på et tidspunkt.

- Det er vel sådan, det er. Hvis du hopper op i luften hele tiden, siger tyngdekraften nogle gange fra.

'Ingen kan røre Biles'

Det er egentlig ganske simpelt at forklare, hvad Simone Biles kan - for hun kan det hele.

Flere steder nævnes hun som ikke blot den største gymnast i sin generation, men også en af de bedste og mest komplette atleter, verden nogensinde har set på tværs af alle sportsgrene.

I idrætsgymnastik får gymnasterne retten til at opkalde et trick efter sig selv, hvis de indsender det til Det Internationale Gymnastik Forbunds tekniske komité (WTC) og efterfølgende som den første lander det ved et større mesterskab.

Det har Simone Biles i skrivende stund gjort fire gange - senest ved det igangværende verdensmesterskab i Tyskland, hvor hun lørdag under kvalifikationen i gulv-disciplinen landede den såkaldte 'Biles II'.

En dobbelt baglæns salto med tre skruende rotationer. Det vil sige, at Biles roterede på to akser samtidig - en akse omkring hoften i saltorotationen, mens hun med knæene trukket op til brystet samtidig roterede tre gange om en akse fra hoved til tæer.

Et trick så svært, at få mandlige gymnaster overhovedet forsøger sig med det.

Simone Biles i aktion under kvalifikationen ved det igangværende verdensmesterskab i Tyskland. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Scanpix)

Det var anden gang, at Simone Biles landede sin 'Biles II', hvor gymnasten kommer omkring tre meter op i luften.

Da hun udførte tricket ved de amerikanske mesterskaber i august, var tilskuerne på de forreste rækker nødt til at vride nakken af led for at få det hele med. End ikke det tv-kamera, som var påmonteret en lille kran, kunne følge med, fordi hun sprang så højt.

For at sætte det i perspektiv, svarer det til, at man kunne parkere en almindelig firehjulstrækker på gulvet foran Biles, og at hun alligevel, ganske ubesværet, ville forcere den.

Og det er blandt andet derfor, at folk i gymnastikkredse kalder Simone Biles 'The GOAT' (the greatest of all time, red.).

- Hvis nogen overhovedet nærmede sig hende, ville hun komme med noget nyt og endnu sværere. Jeg tror ikke, at der er nogen, som kan røre Simone Biles, sagde den olympiske gymnastikdommer Cheryl Hamilton om amerikaneren.

I krig med internationalt forbundet

Biles' konstante skubben grænser er imidlertid ikke gået gnidningsfrit for idrætsgymnastikkens uomtvisteligt største navn.

Den internationale tekniske komité inddeler de forskellige tricks efter sværhedsgrad på en skala fra A til J, hvor et A-element scorer 0.100 (en tiendedel, red.), mens et J-element giver 1.000 (ti tiendedele, red.).

Og mens hendes 'Biles II' fik et J og derfor røg i kategorien for de sværeste tricks, blev gymnastens andet nye trick, en dobbelt baglænssalto med 720 grader skruende rotation fra bommen, tildelt sværhedsgraden H - altså næsthøjest.

Det fik Simone Biles til tasterne, og på det sociale medie Twitter skrev amerikaneren:

Biles føler, at hun bliver straffet for at være så god, at de andre gymnaster ikke kan følge med på hendes niveau.

- Hvis det var en gymnast fra et andet land, som forsøgte, ville det uden tvivl blive kategoriseret til et J, sagde Simone Biles til NBC.

- Det er så uretfærdigt. Er jeg i min egen liga nu? Ja. Men det betyder ikke, at man ikke skal give mig anerkendelse for de ting, jeg gør.

- Komitéen efterspørger hele tiden mere (sværere tricks, red.), det giver vi dem, og så krediterer de os ikke. Hvad er så overhovedet meningen med at spørge, rasede hun.

  • Der var et enormt presseopbud, da Simone Biles holdt pressemøde forud for VM i Tyskland. Amerikaneren er uden tvivl den største tilskuermagnet ved stævnet. (Foto: THOMAS KIENZLE © Scanpix)
  • Ved OL for tre år siden vandt Biles fire guldmedaljer - i holdkonkurrencen, all-round, spring over hest og i gulv-disciplinen. (Foto: Mike Blake © Scanpix)
1 / 2

Når en stjerne af Simone Biles' kaliber går på barrikaderne, lader forbund det sjældent gå ubemærket hen. Det var heller ikke tilfældet med Biles' anke.

I et modsvar skrev det Internationale Gymnastik Forbund (FIG), at den tildelte sværhedsgrad på amerikanerens trick var rimelig med streg under, at det også handler om gymnasternes sikkerhed.

- Når komitéen vurderer nye tricks, tages der højde for mange forskellige aspekter: risikoen, sikkerheden hos gymnasterne og disciplinens tekniske retning, lød det.

Ikke overraskende bakkede USA's gymnastikforbund deres stjerne op.

Og det fortæller vel meget godt historien om Simone Biles.

For selvom tyngdekraften nogle gange siger fra undervejs, er det oftest udenfor gymnastikhallen, at den amerikanske superstjerne møder størst modstand.

Se Simone Biles' gulvrutine fra OL i 2016, hvor amerikaneren vandt guld nedenfor:

Simone Biles er i aktion igen ved VM i idrætsgymnastik tirsdag, når hun med USA kæmper om medaljer i holdfinalen.