Den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsens projekt 'LykkeLiga' har vundet Danskernes Idrætspris 2018.
LykkeLiga var for andet år i træk nomineret til Danskernes Idrætspris, men hvor prisen sidste år gik til fodboldprojektet ’FC Thy Piger’, kan Rikke Nielsen og de mange frivillige bag LykkeLigaen altså i dag glæde sig over belønningen for deres hårde arbejde i 2018.
LykkeLigaen er et projekt, som udspringer af Rikke Nielsens etablering af et håndboldhold for udviklingshæmmede børn i Aalborg for tre år siden. Holdet blev en succes, og siden blev idéen om et nationalt håndboldfællesskab for børn med udviklingshandicap skabt.
I dag er det lykkedes at få skabt 22 hold rundt omkring i hele Danmark med 320 spillere.
Prisen, der præsenteres af e-Boks, Danmarks Idrætsforbund og P4, gives til det projekt, aktivitet eller initiativ, der på inspirerende vis er med til at styrke, udvikle eller nytænke foreningsidrætten i Danmark.
Alle danskere kan indstille initiativer, og det er også danskerne, der stemmer og vælger vinderen. 'Lykkeliga' vinder prisen foran Thurø Sejlklub og Urban Street Zone Hall 2.