Her er den mest magtfulde danske idrætspolitiker

Det er en tidligere badminton-stjerne, der er den mest magtfulde danske idrætspolitiker, viser en ny undersøgelse.

Poul-Erik Høyer er den mest magtfulde danske politiker i idrættens verden. (Foto: Palle hedemann © Scanpix)

Danske idrætsledere har fået mere magt i den internationale sportsverden. Det viser en undersøgelse, ”Det idrætspolitiske magtindeks”, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) fremlagde mandag.

Undersøgelsen viser, at Danmark på verdensplan er det 28. mest indflydelsesrige land, hvilket betyder, at Danmark er gået otte pladser frem på listen i forhold til 2013, hvor en lignende undersøgelse blev lavet.

- Det er et flot resultat i forhold til vores størrelse og en stor anerkendelse af vores arbejde. Danske værdier som lav korruption og gennemsigtighed i beslutningsprocesserne er i høj kurs oven på et år, hvor korruptions- og dopingskandaler har kastet skygger over idrætten, siger DIFs formand Niels Nygaard.

Danmarks værdier

I samme undersøgelse er det blevet opgjort, hvilken dansk idrætsleder, der er mest magtfuld. Og her er Poul-Erik Høyer, der er præsident for det internationale badmintonforbund og medlem af IOC, på førstepladsen.

Den tidligere badminton-stjerne er bevidst om at bruge sin magt ud fra sine danske værdier.

- Jeg kommer jo fra Danmark, hvor vi har et værdisæt, og det er dét, jeg gerne vil ind og udøve, når jeg har den position, jeg har, siger Poul-Erik Høyer til DR.

- Det, der er vigtigt, er, at man har et ståsted. Man bringer sine egne værdier og sin egen baggrund med i de beslutninger, der bliver taget. Men jeg vil sige, at jeg også er i meget tæt dialog med DIF.

Hvor meget indflydelse har Danmark reelt i international sportspolitik?

- Vi er et lille land, men i betragtning af, at vi kun er 5,5 mio. mennesker har vi relativ stor indflydelse. Det er, fordi der er en form for respekt for den skandinaviske model med åbenhed og gennemsigtighed. Den demokratiske model, vi har, er relativ unik i de værdisæt, der er nødvendige for at kunne drive store organisationer. Derfor har vi et ståsted, vi kan bruge til at præge tingene med, siger han

Det skal ændre sig

Poul-Erik Høyer vil eksempelvis personligt bringe skandalesager som doping i atletikkens verden op, når han skal til Rusland i februar.

- Nu skal jeg selv til Rusland i februar, hvor der er EM i badminton, og i den anledning har vi sat et møde op med sportsministeren og med præsidenten for den nationale olympiske komité, og dér vil jeg rejse de bekymringer, der er, for når man sætter dopingen systematisk til værks, så er det ikke kun atleterne, men hele landet der står bag, siger han.

- Og hvis ikke det ændrer sig eller gør noget radikalt, der vil give mig tiltro til, at det kan ændre sig, så vil jeg ikke plædere for, at de skal med til et OL. Tværtimod. Det er op til dem at bevise for hele verden og for IOC, at de kan leve op til de krav, der skal stilles, for at troværdigheden kommer tilbage igen, siger Poul-Erik Høyer.

De mest magtfulde danske idrætspolitikere:

1. Poul-Erik Høyer, præsident for det internationale badmintonforbund og medlem af IOC

2. John Petterson, præsident for den europæiske paralympiske komité og medlem af IPC (den internationale paralympiske komité)

3. H.K.H Kronprins Frederik, medlem af IOC

4. Henrik Bach Nielsen, bestyrelsesmedlem i det internationale ishockeyforbund

5. Thomas Königsfeldt, bestyrelsesmedlem i det internationale tennisforbund

6. Niels Nygaard, formand for DIF og medlem af eksekutivkomiteen i den europæiske olympiske komité

7. Allan Hansen, tidligere formand for DBU, medlem af Uefa’s eksekutivkomité

Top 5 i magtindekset:

1: USA 2: Frankrig 3: Storbritannien 4: Italien 5: Tyskland

Sådan gjorde DIF:

Undersøgelsen er baseret på 120 af verdens største idrætsforbund, hvor 1673 medlemmer har fået en score på mellem 1 og 10 point, som derefter er brugt til at udregne deres hjemlands samlede indflydelse.