Her er favoritterne til DM i dart

Storfavorit på damesiden, men åbent felt hos mændene efter afbud fra profil til DM i dart.

Her ses Ann-Louise Peters jublende ved det seneste VM, hvor hun vandt bronze for tredje gang i karrieren (© Dansk Dart Union)

I weekenden afholdes DM i dart i Vordingborg, men det bliver desværre uden Per Laursen, der i øjeblikket er en af de største profiler på den danske dartscene.

Det efterlader den tidligere verdensetter Per Skau som favorit hos mændene. Den danske dartdronning Ann-Louise Peters er ikke overraskende favorit hos damerne efter hendes flotte resultat ved det seneste VM. DR Sporten har lavet et overblik over profilerne herunder.

Skau med de bedste kort

”Per-fect”. Sådan lyder kaldenavnet til Per Skau, der tidligere har rangeret som nummer et på verdensranglisten. ”Per-fect” kan blæse folk omkuld med et uhørt højt niveau, hvis han rammer dagen. Tilbage i januar havde Skau to forsøg i samme kamp til at lave en såkaldt nine darter, som svarer til en perfekt runde i dart. Det hører til de absolutte sjældenheder, at det sker på den danske dartscene.

"Per-fect" vandt sin første DM-titel i single tilbage i 1990 og blev danmarksmester for fjerde gang i 2013 efter en pause på over 10 år fra dartsporten. Skau går ind til turneringen som favorit i fraværet af Per Laursen og kan dermed vinde DM-guld for femte gang i karrieren.

Feltet efter Per Skau er vidt åbent. Den forsvarende danmarksmester og nuværende nummer et på den danske rangliste, Frank Andreasen, kan presse på. Også Mogens Christensen har vist fin form den seneste tid med sin andenplads i grundspillet i Danish Dart Challenge og en placering som nummer tre på den danske rangliste.

Ann-Louise alene på toppen

”The Danish Diamond” Ann-Louise Peters er Danmarks dartdronning og rangerer i øjeblikket som nummer 9 på verdensranglisten. Hun har to gange sikret sig VM-bronze ved Lakeside, som er den største og mest prestigefyldte dartturnering for de kvindelige dartspillere.

Ved det seneste verdensmesterskab i starten af året slog Peters bl.a. den andenseedede englænder Fallon Sherrock, der er en af verdens bedste damespillere. The Danish Diamond er formstærk og klar favorit ved DM, selvom den forsvarende danmarksmester Janni Larsen snød hende for titlen sidste år.

Du kan følge med i de afgørende kampe ved DM i dart, når der livestreames på dr.dk fra klokken 17:00.