Historisk guld: Danmark har fået sin første mandlige europamester i pool

Det blev torsdag til en historisk guldmedalje for danske Bahram Lotfy i 8-ball i pool ved EM i Holland.

Bahram Lofty vandt torsdag EM-guld i 8-ball i pool ved mesterskabet i Holland. (Foto: DDBU © GNU Free Documentation License)

Bahram Lotfy kunne juble torsdag aften.

Her leverede den 32-årige danske poolspiller således det største resultat i pool for Danmark nogensinde.

Det skriver Den Danske Billard Union i en pressemeddelelse.

Bahram Lofty brillerede ved at vinde EM-guld ved mesterskaberne i hollandske Veldhoven.

Guldmedaljen blev sikret i 8-ball, da Bahram Lotfy besejrede Konrad Juszczyszyn i finalen.

Her vandt danskeren 8-2, efter at han tidligere på vejen mod finalepladsen havde besejret tre tidligere europamestre.

Bahram Lotfy vandt således over både Dimitri Jungo, Mario He og Alex Lely, der alle tidligere har vundet guld i disciplinen.

I alt 100 spillere deltog i EM i 8-ball, og det krævede syv sejre at vinde guldmedaljen for danskeren.

Lørdag er Bahram Lotfy igen i vælten, når han stiller op i 9-ball ved mesterskabet.

/ritzau/

Facebook
Twitter