Hollænder vinder sensationelt Københavns halvmaraton

Sifan Hassan fra Holland snød favoritfeltet og vandt Københavns halvmaraton i en tid, der var ny europarekord.

Sifan Hassan slår europarekorden ved Copenhagen Half Marathon. (Foto: Michal Cizek © Scanpix)

Arrangørerne af Copenhagen Half Marathon havde drømt om en verdensrekord i søndagens løb på de 21,0975 kilometer.

Sådan gik det ikke, men den etiopiskfødte hollænder Sifan Hassan blev noteret for en europarekord i tiden 1 time, 5 minutter og 15 sekunder.

Tiden var også ny rekord i løbet.

Hun slog blandt andre kenyaneren Joan Chelimo Melly, som på forhånd var udråbt som favorit i kvindernes løb. Melly havde også udtrykt håb om at slå verdensrekord.

Sifan Hassan er bedst kendt fra 1500- og 5000-meterløb, men søndag var hun urørlig, da hun sejrede foran etiopiske Ababel Yeshaneh Brihane og førnævnte Melly fra Kenya.

- Det var virkelig hårdt, og jeg tænkte hele tiden, at jeg ville dø, men jeg er virkelig glad og stolt over mit resultat, siger Hassan i en pressemeddelelse fra organisationen bag løbet.

Hos herrerne blev det kenyanske Daniel Kipchumba, der triumferede i tiden 59 minutter og 6 sekunder.

/ritzau/

Facebook
Twitter