Hun er verdens største stangspringer, russer, ven med Putin - og endnu ikke udelukket

Yelena Isinbayeva er et atletisk unikum og en øm tå i de idrætspolitiske kampe mod Rusland.

Putin hilser på Yelena Isinbayeva før de olympiske lege i 2016, hvor hun blev valgt ind i IOC. (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix Denmark)

Yelena Isinbayeva hører til blandt de allerstørste i atletikkens historie.

Den pensionerede stangspringer er dobbelt OL-guldvinder, syvdobbelt verdensmester, indehaver af verdensrekorden og hele tre gange blevet kåret som 'World Athlete of the Year' af det internationale atletikforbund.

Men hun er samtidig en omvandrende hovedpine for aktører på den internationale idrætspolitiske scene.

  • Verdensrekorden i kvindernes stangspring er 5 meter og 6 centimeter, og den satte Yelena Isinbayeva i 2009. Her ses hun efter en nedrivning ved OL i 2012. (Foto: Phil noble © Scanpix Denmark)
  • Tre gange er Yelena Isinbayeva blevet udnævnt som "World Athlete of the Year" på kvindesiden. Her ses hun i 2008 sammen med den mandlige vinder, Usain Bolt. (Foto: STRINGER/FRANCE © Scanpix Denmark)
1 / 2

For Isinbayeva er også en tro Putin-støtte og endda officer i den russiske hær, men alligevel er hun fortsat medlem af den Internationale Olympiske Komité (IOC) - til trods for at en lang række russiske atleter og forbund er blevet udelukket, siden invasionen af Ukraine startede.

Og det huer ikke formand for Danmarks Idræts Forbund (DIF), Hans Natorp, at Yelena Isinbayeva sammen med landsmanden Shamil Tarpishchev som idrætsledere stadig kan være en del af den olympiske bevægelses mest magtfulde organ.

- Jeg synes, at hun skulle suspenderes midlertidigt.

- Det handler om at ramme alle de steder, hvor staten Rusland og Putin kan gå ind og sige: 'Her er et normalt samkvem'. Vi vil fjerne enhver form for normalitet i relationen til det officielle Rusland, siger Hans Natorp.

Høyer er positivt indstillet

Som DIF-formand kan Hans Natorp ikke direkte påvirke beslutningsprocesserne i IOC. Det kan det afgående IOC-medlem Poul-Erik Høyer derimod.

Han er valgt til IOC som præsident for det Internationale Badminton Forbund (BWF). Og ville han suspendere de russiske IOC-medlemmer, hvis han selv kunne træffe beslutningen?

- Det kunne være et næste skridt, og jeg ville støtte det. Jeg kunne godt forestille mig, at man ender med at suspendere dem, siger Poul-Erik Høyer.

Poul Erik Høyer stopper som IOC-medlem til maj, men fortsætter som præsident for det Internationale Badminton Forbund. (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

Han fortæller samtidig, at han ikke har kendskab til konkrete møder i IOC, hvor en eventuel suspension skal tages op, men IOC's stillingtagen kan få indflydelse på beslutningerne i hans eget forbund.

- Vi har selv et russisk medlem i vores council (BWF's øverste råd, red.), og hvis IOC begynder at udelukke, følger vi trop, siger Poul Erik Høyer med henvisning til den russiske eksspiller Ella Diehl.

Han er samtidig optaget af, at man i international idræt overvejer en tid efter de omfattende sanktioner og konsekvenser.

- Det er vigtigt, at vi sikrer os en hurtig tilbagevenden til mere normale tilstande - for både atleter og ledere, når det hele forhåbentligt er overstået.

Stop for russisk propaganda

Hans Natorp og DIF var tidligt ude med en opfordring til en udelukkelse af russiske og belarussiske atleter, og derfor er det for ham også naturligt at løfte blikket mod ledelsesgangene.

DIF-formand Hans Natorp er glad for, at der i international idræt også bliver fokuseret på de russiske ledere. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

- Jeg glæder mig over, at vi er kommet dertil, at vi i de internationale forbund diskuterer, hvorvidt de russiske idrætsledere skal være i rummet eller ej. Vi lægger pres på fra dansk side - alt hvad vi kan - for også at få udelukket idrætslederne, men der er lang vej, siger Hans Natorp.

I Yelena Isinbayevas tilfælde er forbindelsen til Putin særlig varm, og hun blev udpeget af præsidenten til at være med i en gruppe, som skulle lave et bud på en ny forfatning.

Ville det derfor ikke være mere oplagt at starte med en udelukkelse af russiske ledere frem for atleter?

- Nej, det synes jeg ikke. Atleterne bliver jo brugt af det russiske propagandaapparat til at vise: 'Alt er normalt - prøv at se, vi mødes stadig til landskamp'. Det rammer Rusland på deres selvforståelse, at de pludselig ikke er en del af det gode selskab. Idrætslederne kan selvfølgelig også blive brugt, som vi taler om her, men de er slet ikke så synlige som atleterne.

- Det her handler om at fratage staten Rusland enhver platform, hvor tingene på nogen måde kan fremstilles, som om alt er normalt, siger Hans Natorp.