Hurtigere, højere og langsommere: Supermennesket er tæt på at ramme muren

Sportshistorien har budt på en konstant forbedring af de sportslige resultater, men siden firserne er udviklingen stoppet, og der er blevet længere mellem verdensrekorderne.

Det var i Blackwall-tunnelen under Themsen, at Paula Radcliffes mavekramper begyndte.

Hun havde løbet 29 kilometer af maratondistancens obligatoriske 42,195 kilometer, og helt efter planen havde hun sat tempoet i vejret i anden halvdel af løbet.

Men så kom kramperne. Radcliffe satte tempoet ned i et moment, men sagde så til sig selv, at der blot resterede et 30-minutters løb. Og så trykkede hun til igen.

De sidste 800 meter løb hun på 2 minutter og 25 sekunder, og i mål smadrede hun verdensrekorden i maraton for kvinder. 2.15,25. Mere end tre minutter hurtigere end nogen anden kvinde nogensinde havde gjort det, og to minutter bedre end hendes egen verdensrekord.

I år er det 15 år siden Paula Radcliffe satte, hvad der stadig er en af alle sportsgrenes mest usædvanlige verdensrekorder. Usædvanlig på grund af den enestående præstation, men også usædvanlig fordi vi i det 21. århundrede sjældent ser den slags rekordbrud. Der går længere mellem verdensrekordbrudene end tidligere, og rekorderne bliver slået med mindre margener.

Det er i hvert fald analysen, hvis man spørger Geoffroy Berthelot, ledende forsker på det nationale franske sports- og idrætsinstitut, INSEP. Og Berthelot har noget at have påstanden i. Over en årrække har han gransket tusindvis af resultater og rekorder i en lang række sportsgrene fra 1896 og frem til i dag. Og hans konklusion er klar:

- Vi er nået til et plateau i udviklingen og oplever kun meget små fremskridt. Der er en klar videnskabelig konsensus om, at vi som mennesker ligger under for nogle fysiologiske begrænsninger, siger Geoffroy Berthelot til DR Sporten.

Hans undersøgelser af mere end 122 års rekorder og præstationer handler ikke kun om sport, men indgår i en større jagt efter svar på spørgsmål om, hvorvidt vores fysiologi har indbyggede grænser, og hvor de i så fald er. Hvor gamle kan vi blive, og hvor hurtigt kan vi potentielt løbe?

Ikke meget ældre og ikke meget hurtigere, hvis man spørger Geoffroy Berthelot.

Den afrikanske Bolt kan rykke grænserne

Professor i idræt på Københavns Universitet, Jens Bangsbo, er imidlertid mere optimistisk på menneskehedens vegne, i hvert fald når det handler om sport. Han tror stadig på markante forbedringer.

- Helt bestemt. Jeg mener ikke vi har fundet de optimale træningsprincipper eller kombinationen af dem endnu. Vi skal nok komme under to timer på maraton inden for de næste ti år, og vi kommer også under 9,5 sekunder inden for de næste 10 år og under 9,0 sekunder inden for de næste 50 år på 100 meter, mener Jens Bangsbo.

Identificeringen af talenter kan også blive væsentlig bedre, og her ligger der i Jens Bangsbos optik også et stort potentiale for forbedring. Tag for eksempel Usain Bolt. Hvis ikke han var født på Jamaica med en stærk sprinterkultur var han næppe nogensinde blevet opdaget. Og tilsvarende kan der gå folk med Usain Bolt-fysik rundt, som blot aldrig bliver set.

- Vi er ikke dygtige nok til at finde de talenter, der kan slå verdensrekorderne. Specielt i Afrika er der stadig et stort uudnyttet potentiale, siger Jens Bangsbo

Balancegang på det sportslige plateau

Uagtet mulighederne i fremtiden taler de historiske tal et klart sprog. Ser man på kurverne over atletiske præstationer over de seneste 100 år, har vi ramt et plateau de seneste tre årtier. I nogle discipliner går det langsomt fremad, mens det i kaste- og hoppe-discipliner går decideret tilbage.

En del af forklaringen på de udeblivende fremskridt er, at der resterer en række tæt på uslåelige rekorder fra især 80’erne, hvor dopingampullerne fløj rundt i atletikbanernes omklædningsrum, ikke mindst i Østblokken.

Den Kolde Krig var ganske enkelt en drivkraft for menneskets atletiske formåen – doping eller ej. For op gennem det 20. århundrede har man set en direkte sammenhæng mellem økonomisk vækst, intens stormagts-konkurrence og atletiske kvantespring. Modsat var der under 30’ernes økonomiske krise og i årene lige efter den Kolde Krigs afslutning et markant fald i antallet af rekorder.

De evolutionære begrænsninger

Men hvor man kan diskutere, hvor tæt vi er på en grænse for menneskets formåen, mener Geoffroy Berthelot, at det er indiskutabelt, at der er én. Der er en grænse for hvor hurtigt det menneskelige hjerte kan slå, hvor meget ilt vores røde blodceller kan fragte rundt, og vi får ikke pludselig flere muskler.

- Vi er begrænsede af vores evolutionære design. Vi er ikke lavet til at kunne løbe så hurtigt som en hund eller til at svømme som delfiner.

Spørgsmålet er så, om det nu vi rammer muren. Ifølge Berthelot kan en del af de rekorder der sættes nu tilskrives teknologiske fremskridt snarere end fysiologisk udvikling. I den vestlige del af verden bliver vi heller ikke længere højere i samme tempo som tidligere, og ideen om, at vi har en indbygget grænse bliver bestyrket af også at se på andre arter.

Lav effekt trods avlsoptimering

Mark Denny er professor i biologi på Stanford University og har som Berthelot forsket i, hvorvidt der er en grænse for hvor hurtigt både dyr og mennesker kan løbe. Han har set nærmere på blandt andet greyhound-hunde og fuldblodsheste, og selvom der bliver postet kæmpe beløb i at avlsoptimere specielt hestene, så har de – ligesom menneskene – ramt et plateau i de sidste 20-30 år.

I sit arbejde har Mark Denny også opstillet nogle teoretiske grænser for, hvor hurtigt mennesket kan bevæge sig. Ligesom Bangsbo tror han også maraton under to timer for mænd er realistisk, men til gengæld mener han, at Paula Radcliffes maratontid er tæt på det hurtigst mulige for kvinder.

Det tror Radclfife til gengæld ikke selv. Hun blødte indefra, da hun gik på toilet i målområdet lige efter løbet, og hun kæmpede sig gennem det efterfølgende pressemøde med hårde mavekramper. Alligevel troede hun allerede der, at hun ville slå rekorden igen.

- Jeg tænkte, jeg kan løbe hurtigere end det her, jeg kan træne hårdere.

Men Radcliffe kom aldrig i nærheden af rekorden igen, og det er der heller ikke andre, der har været. Radcliffe mener dog kun, at det er et spørgsmål om tid. Uanset hvad eksperter måtte sige.

- Men den der slår den, skal være klar til at gøre skade på sig selv for at presse sig selv så hårdt.

Citaterne fra Paula Radcliffe i afslutningen af artiklen stammer fra BBC og The Guardian.

Facebook
Twitter