Hvorfor er sportens største genier så overlegne?

Messi, Federer og Gretzky. Unikke atleter, som hverken er størst, hurtigst eller stærkest. De har alligevel formået at være de bedste inden for deres sportsgren. Hvad er deres hemmelighed?

Michael Laudrup fik det til at se let ud. Med sit ubesværede glid med bolden, sit sublime blik for spillet og sin kreative sans skabte han muligheder for sig selv og sine holdkammerater, som andre ikke så.

Ét af hans mest ikoniske landsholdsøjeblikke fandt sted i ottendedelsfinalen mod Nigeria ved VM i 1998:

Michael Laudrup var aldrig verdens hurtigste fodboldspiller. Han var heller ikke den stærkeste. Og da han som 33-årig deltog ved slutrunden i 1998, var han langt fra det absolutte topniveau, som han imponerede en hel fodboldverden med gennem slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne.

Og alligevel besad han også i karrierens efterår evnen til at spotte de muligheder, som ikke ret mange andre fodboldspillere ser. Og han kunne stadig handle ud fra den forudseenhed.

Evnen til at være forud i tanke og handling uden nødvendigvis at være et fysisk unikum går igen ved en lang række af de største navne i sportens verden.

Tennis har Roger Federer, ishockeyen Wayne Gretzky og i fodbold har verden nok ikke set et renere eksempel end Lionel Messi.

Men hvis ikke sporstjernerne har det fysiske overtag, hvad er deres hemmelige våben så?

Et gudsbenådet talent?

Ifølge Hana Malá Rytter har de store sportsfænomener et kognitivt overskud. Hun er lektor og neuropsykolog ved Københavns Universitet og Neurologisk Afdeling ved Bispebjerg Hospital.

Stjerner som Federer, Gretzky og Messi har gennem tusindvis af timer med repetitioner af spilsituationer og kampmønstre finjusteret deres netværk i hjernen til at træffe lynhurtige og rigtige beslutninger.

- De rigtig øvede atleter bruger mindre hjernekraft på at træffe beslutninger, og så bliver ressourcerne frigivet til allerede at tænke et skridt frem, fortæller Hana Malá Rytter.

- Kroppen tager over. Det bliver ikke en rationel overvejelse om, hvad der skal til i en given situation. Handlingerne bliver automatiseret, og for atleterne bliver det en vanesag at træffe de rigtige beslutninger hurtigt og handle i samme moment.

Men den form for ekspertintuition burde alle professionelle atleter oparbejde gennem tusindvis af træningstimer. Hvorfor er der stadig forskel på, hvad en superliga-profil og Lionel Messi formår på en grønsvær?

Kan man sammenligne talentet hos sportens største navne med Mozarts? Ja, siger videnskaben. (© RITZAU/SCANPIX)

Her bliver videnskaben straks mere tilbageholdende, og ideerne om de ubesmittede og nærmest overnaturlige begavelser gør sit indtog.

- Vi ser lignende talent udfolde sig hos de store kunstnere – uanset om det så er Picasso eller Mozart. De ville ikke kunne udfolde sig på det kunstneriske niveau, hvis ikke de havde de genetiske anlæg.

- Hvis jeg besluttede mig for, at mine børn skulle blive den næste Mozart, så kunne jeg selvfølgelig presse dem til en vis grad. Men hvis ikke de har nemt ved musikken, og selv synes det er sjovt, når de jo aldrig i nærheden. Der er jo tit en tæt sammenhæng mellem, hvad man har let ved, og hvad man synes er sjovt, siger Hana Malá Rytter.

Så ville det jo være skønt, hvis man kunne pege på de specifikke genetiske byggesten, som geniet er gjort af. Men ifølge Hana Malá Rytter er videnskaben endnu ikke i stand til at kunne pege på konkrete genetiske koder. Samtidig udgør ydre faktorer en væsentlig andel af geniets grundstamme. De rette trænere, forbilleder, øvelser og omgivelser.

- Det er det komplekse samspil mellem de kognitive evner og deres motoriske talent, som har givet sportens største navne en fordel. Det er muliggjort af det genetiske materiale, men udfoldet gennem masser af træning, siger Hana Malá Rytter.

Man kunne stoppe jagten på en forklaring bag sportgeniernes overlegenhed her og konstatere, at videnskaben stadig leder efter svar. Men måske kan vi alligevel komme lidt tættere på at forstå fænomenernes kognitive superevner.

En biomekanisk mester

Roger Federer bliver af de fleste eksperter regnet som den største tennisspiller nogensinde. Og han har bygget en flot karriere med hele 20 Grand Slam-titler på at finde de bedste løsninger, når det har været påkrævet.

Og ifølge den australske forsker og træningsekspert Damian Farrow er Federers kognitive overskud på banen den væsentligste forklaring på hans succes.

- Når Federer spiller kan han afkode sin modstanders bevægelser og læse, om han slår den ned langs linjen eller på tværs af banen. Det kan de øvrige topspillere også, men Federer gør det bare tidligere og mere effektivt.

- Når du har den evne til at se spillet tidligt, kan du selv komme i en gunstig position og får dermed mere tid til at udføre din aktion. Der får du så igen en højere kvalitet, fordi du ikke behøver at stresse med din aktion – dit nervesystem har overskud, siger Damian Farrow.

Han nyder titlen ”Professor of Skill Acquisition” og samarbejder lige nu med det australske tennisforbund om, hvordan man kan programmere eksempelvis Federers slagserier og bevægelsesmønstre ind i Virtual Reality-simulationer, som kan bruges i træningen af beslutnings- og reaktionskompetencen hos unge tennistalenter.

Ligesom Federer får skabt sig mere tid til sine aktioner på tennisbanen, har forskerne Sajad Jafari og Leslie Samuel Smith spekuleret i, at Lionel Messi formår at sløve tiden, når han er på banen. Og de formoder, at Messis suverænitet har en neurobiologisk forklaring: Hans hjerne fordøjer ganske enkelt hurtigere de sanseindtryk, han får, og han er dermed foran sine modstandere i tanke og handling.

Federers evner bliver ifølge Damian Farrow særligt tydelige i de interne opgør mod en anden af tennissportens største: Rafael Nadal. Den spanske stjerne er modsat Federer et fysisk pragteksemplar, som med sine tunge slag fra baglinjen og imposante fysik har vundet 17 Grand Slam-titler.

- Mod mindre dygtige spillere blæser Nadal dem jo ud af stadion med sit spilmønster, mens Federer har færdighederne og kontrollen til at omdirigere det pres. De to spillere vinder deres interne opgør på vidt forskellige måder, og Federer vil i høj grad leve på sine overlegne perceptuelle evner, vurderer Damian Farrow.

Man scouter efter kognitivt talent

I FC Nordsjælland er man meget bevidst om, hvor vigtigt det er at have fodboldspillere, som har hovedet ordentligt skruet på.

Og selvom spillere med et talent som Laudrups eller Messis ikke er hverdagskost, arbejder man alligevel specifikt med at dyrke spillernes perceptuelle overskud.

Flemming Pedersen er teknisk direktør med ansvar for klubbens akademi og har beskæftiget sig med talentudvikling og -træning siden 1982.

Han beskriver en udvikling gennem de seneste årtier, hvor de kognitive færdigheder og det abstrakte ”blik for spillet” er blevet afgørende komponenter i uddannelsen af morgendagens stjerner.

Derfor træner man også beslutningstagen og mønstergenkendelse systematisk i FC Nordsjælland ved eksempelvis hele tiden at øge antallet af valgmuligheder i de konkrete øvelser.

Og man nøjes ikke med at forsøge at kvalificere hjernekraften hos de unge spillere: Man scouter også efter den.

- Den vigtigste færdighed for os er jo evnen til at lære. Så kan du have mindre god arvemasse, men hvis du har en tilsvarende stor evne til at lære at genkende mønstre, så kan du nå meget langt. Forståelsen for spillet og evnen til at læse spillet kan du sagtens se hos spillere fra 7-8 års alderen, fortæller Flemming Pedersen.

Øjnene, der ser

Sportshistoriens største stjerner har et neuralt overtag. De lever i høj grad af deres evne til at træffe rigtige beslutninger på et splitsekund og har samtidig de motoriske færdigheder til at udføre dem.

Hvis du for første gang i dit liv overværer en fodboldkamp, er det måske kaotisk, og du ser blot en masse mennesker løbe rundt efter en bold. Ekspertisen består i at bryde helheden ned i mindre og mere overskuelige enheder - og derefter at handle hensigtsmæssigt på den information, du får. Og du opøver ekspertisen over tid.

Men selvom du brugte resten af dit liv på at få samme kognitive overskud som spillets største navne, ville du formentligt ikke nå i mål.

Videnskaben har endnu ikke det endelige svar på hvorfor og hvordan, men der er grundlæggende forskel på, om øjnene, der betragter banen, sidder i hovedet på dig eller Michael Laudrup.

Facebook
Twitter