I april dræbte NFL-spiller seks personer - nu viser det sig, at han led af alvorlig hjernesygdom

Phillip Adams havde en svær grad af hjernelidelsen CTE, men er blot et af mange NFL-eksempler.

Phillip Adams nåede at spille 78 kampe i NFL, inden han stoppede sin karriere i 2015. (Foto: Tom Gannam/AP/Ritzau Scanpix © Tom Gannam/AP/Ritzau Scanpix)

I april skød og dræbte Phillip Adams seks personer i South Carolina, inden han tog livet af sig selv.

Otte måneder efter den tragiske hændelse viser det sig, at den tidligere NFL-spiller var plaget af den alvorlige hjernesygdom kronisk traumatisk encefalopati (CTE).

Det fandt et forskerhold fra Boston University frem til i december efter at have undersøgt den 32-årige amerikaners hjerne.

CTE-hjernesygdommen findes hos personer, som har været udsat for gentagne, traumatiske hjerneskader - eller hovedtraumer. Og Phillip Adams har 'helt sikkert' udviklet diagnosen gennem sin karriere i amerikansk fodbold, forklarer Dr. Ann McKee fra Boston University ifølge mediet ESPN.

- Der var tegn på, at han (Phillip Adams, red.) udviklede klare adfærdsmæssige problemer, siger Ann McKee.

- Han blev mere og mere paranoid, led af hukommelsestab og udviklede en impulsiv adfærd.

Det er sammen med en aggressiv adfærd, depression og angst blandt de alvorlige følger af CTE. Lægen Robert Lesslie, hans kone og deres to børnebørn var blandt ofrene. I en samlet udtalelse udtrykker familien til de afdøde en lettelse over Phillip Adams' diagnose.

Phillip Adams led ifølge Ann McKee af en yderst alvorlig form for hjernelidelsen. Han er blot det seneste eksempel på NFL-spillere, der udvikler CTE.

Den tidligere NFL-spiller Aaron Hernandez hængte sig selv i sin fængselscelle. Forskere har efterfølgende fundet frem til, at han led af CTE. (Foto: POOL New © Scanpix Denmark)

'Amerikansk fodbold har et problem'

Et studie fra 2017 fandt hjernelidelsen hos 110 ud af 111 undersøgte NFL-spillere. Sygdommen kan formelt set kun diagnosticeres ved en obduktion, og i langt de fleste tilfælde rammer den krigsveteraner eller personer, der dyrker kontaktsport - særligt amerikansk fodbold.

Dr. Ann McKee var en af personerne bag undersøgelsen, og hun var meget kritisk omkring NFL og CTE.

- Der er ingen tvivl om, at der er et problem i amerikansk fodbold. De mennesker, der spiller amerikansk fodbold, er i fare for at få denne sygdom, sagde Ann McKee om undersøgelsen, der er publiceret i lægemagasinet JAMA.

- Vi har brug for at finde løsninger for både fodboldspillere, veteraner og andre personer.

I 2002 blev retsmedicineren Dr. Bennet Omalu den første til at identificere CTE i hjernen på den tidligere Pittsburgh Steelers-spiller Mike Webster, som havde begået selvmord. Han fandt senere to yderligere eksempler hos Steelers.

Siden har der været en række lignende tilfælde hos afdøde NFL-spillere, som har udviklet lidelsen.

Den 17. februar 2011 tog den tidligere NFL-spiller Dave Duerson sit eget liv med et ønske om at få sin hjerne undersøgt. Seks år senere tog den morddømte NFL-spiller Aaron Hernandez sit eget liv i sin fængselscelle.

Hernandez' død skete, et år efter at NFL officielt erkendte, at CTE var et alvorligt problem.

At nedbringe antallet af hovedskader har siden været i fokus hos den amerikanske liga. NFL har blandt andet udviklet en såkaldt concussion protocol - en guideline til at tjekke de aktive spillere for hjernerystelser under en kamp.

Disse forsøg er dog blevet debatteret. Screeningen for hjernerystelser er blevet kritiseret for, at holdene tolker resultatet forskelligt for at få deres stjerner tilbage på banen.

I 2017 fik Houston Texans massiv ballade for at lade spilleren Tom Savage vende tilbage i kamp, selvom han efter alt at dømme led af en hjerterystelse.

Det fik blandt andre Tampa Bay Buccaneers-spilleren Richard Sherman til at kalde testningen af hjernerystelser for en joke.

I sidste sæson var Joey Bosa ude med to hjernerystelser. I december slog han igen hovedet, men blev erklæret klar til at spille videre. Bosas træner nægtede dog at bruge ham, da han ikke ville løbe en risiko. Noget lignende skete i december, da Dallas Cowboys ikke ville tage chancen med wide receiveren CeeDee Lamb. (Foto: Gary A. Vasquez © Ritzau Scanpix)

Har NFL lært lektien?

Den senest udvikling i NFL tyder dog på, at spillere og trænere har fået en øget respekt for hovedskader.

Los Angeles Chargers' stjernespiller Joey Bosa blev i begyndelsen af december dømt ude af en kamp på grund af en mulig hovedskade. Efter at have været igennem forskellige undersøgelse på sidelinjen fik han lov til at vende tilbage til opgøret mod Cincinnati Bengals.

Forsvarsprofilen, der tidligere har været ramt af flere hjernerystelser, nåede dog aldrig på banen. Bosas cheftræner Brandon Staley nægtede at skifte ham ind.

- Så længe jeg er cheftræner, vil vi træffe lignende beslutninger i vores spilleres bedste interesse. Han blev clearet for hjernerystelse, så det er en god nyhed, siger Brandon Staley ifølg CBS.