Ikke kun i svømning: Atleter i elitesport har større risiko for at få en spiseforstyrrelse

Et stort fokus på kost, krop og vægt betyder, at en større procentdel af idrætsudøvere får en spiseforstyrrelse sammenlignet med den øvrige befolkning.

Atleter på allerhøjeste niveau er villige til at gå langt for at opfylde deres personlige mål og ambitioner. Og i jagten på den øverste plads på sejrsskamlen risikerer eliteatleter at blive syge.

Forskningen viser nemlig, at atleter i elitesport oftere udvikler spiseforstyrrelser end den øvrige befolkning.

Det førende og mest anerkendte forskningsprojekt på området blev foretaget i Norge i 2004, og forskerne bag undersøgte dengang samtlige norske eliteatleter på landsholdsniveau (1620 stk.), som blev sammenlignet med en endnu større kontrolgruppe.

Konklusionen lød, at 13,5 procent af atleterne havde en spiseforstyrrelse, mens det for kontrolgruppens vedkommende drejede sig om 4,6 procent.

Mia Beck Lichtenstein er psykolog og lektor ved Klinisk Institut under Syddansk Universitet og forsker blandt andet i spiseforstyrrelser og træningsafhængighed. Og hun ser et uheldigt sammenfald mellem en topatlets store ambitioner og en spiseforstyrrelses indre logik.

- Atleter er jo konkurrencemennesker. De er ofte meget ambitiøse og præstationsfokuserede og vil næsten gøre alt for at blive den bedste. Om det så er at være meget restriktiv i forhold til sin kost eller at reducere sin fedtprocent endnu mere, så er man villig til at gøre det.

- Og det gør jo én sårbar, når det gælder spiseforstyrrelser. Det handler jo netop om, at du aldrig er tilfreds med den måde, du ser ud på. Det er lidt af den samme drivkraft, som ligger hos en eliteatlet: Det kan altid blive bedre.

De udsatte sportsgrene

Ligesom hos den øvrige befolkning peger forskningen blandt atleter på store forskelle mellem mænd og kvinder.

Ifølge det omfattende norske projekt havde 20 procent af de kvindelige atleter en spiseforstyrrelse, mens tallet for mændene var 8 procent. I kontrolgruppen var andelene for henholdsvis kvinder og mænd 9 og 0,5 procent.

Og kategoriserer man efter forskellige typer af sportsgrene, ser man endnu større grupper af spiseforstyrrede atleter. Kigger man eksempelvis på kvinder i æstetiske sportsgrene såsom gymnastik og dans, har helt op til 42 procent af de aktive udøvere udviklet en spiseforstyrrelse.

- Forskningen viser, at det kan være enormt sårbart at have en ensidig identitet - det behøver jo ikke nødvendigvis at være i sport. Men hvis ikke du har et netværk et andet sted eller ikke føler dig som andet end elitesportsudøver, så er du potentielt mere udsat.

- Det kan blive svært at sige fra. For hvis ikke du er gymnast, løber eller svømmer, hvem er du så? Derfor kan der for nogle atleter opstå et usundt afhængighedsforhold i det præstationsorienterede miljø, vedkommende befinder sig i, siger Mia Beck Lichtenstein.

Risiko ved vægtfokus

Anna Katarina Melin forsker i relativ energimangel blandt sportsfolk. Hun er lektor ved Institut for Idrætsvidenskab ved Linnéu Universitet i Sverige og arbejdede fra 1995 til 2009 som klinisk diætist ved Team Danmark.

Og hun peger på særligt én ting, som kan være med til at udløse restriktiv spiseadfærd.

- Når man er i et miljø, hvor der er et stort fokus på vægt i relation til præstation, er der en øget risiko for at udvikle spiseforstyrrelser. Og hvis man i nogle klubber ligefrem kontrolvejer, ved vi, at det kan være med til at trigge en spiseforstyrrelse.

Hun påpeger derudover, at man som forbund, klub og træner har et stort ansvar for at skabe et trygt idrætsmiljø, som i sig selv er forebyggende mod spiseforstyrrelser.

- Det handler jo i høj grad om at styrke selvværdet og selvtilliden blandt de unge atleter. Det er en følsom periode i livet, hvor man i høj grad er sårbar over for fokus og kommentarer omkring vægt og udseende.

- Nye norske studier tyder på, at positiv kropsopfattelse, viden om sund livsstil og et reflekteret forhold til medier er vigtige fokusområder, når man arbejder med unge i elitesport, siger Anna Katarina Melin.

Hvor er den danske forskning?

Mia Beck Lichtenstein har arbejdet med klienter med spiseforstyrrelser i over 10 år, og hun er ikke overrasket over, at man i sportens verden ser en overrepræsentation af spiseforstyrrede.

- Mit indtryk er, at man inden for elitesport accepterer ting, vi ikke ville acceptere andre steder. Ekstrem træning. Fraværende menstruation. Meget lav fedtprocent. En BMI under grænsen for undervægt. En hårdere tone. Fællesvejninger. Sundhed og elitesport er to forskellige ting.

- Jeg oplever, at spiseforstyrrelser er tabubelagt i sportens verden. Og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor udfordringerne ikke i højere grad bliver italesat, siger hun.

Både Mia Beck Lichtenstein og Anna Katarina Melin peger på Norge som foregangsland på området - både når det gælder forskningen, den forebyggende indsats og det aktuelle beredskab.

- Vi har brug for undersøgelser, som afdækker problemet i Danmark. Hvor stort er omfanget, og hvordan påvirkes atleternes helbred over tid?, lyder det fra Mia Beck Lichtenstein.

Facebook
Twitter