INTERVIEW Maja Alm efter triumf og svigt: Jeg mistede troen på det gode i mennesket

Orienteringsløber Maja Alms år har været vildt og dramatisk. Fra video-skandale til dobbelt verdensmester. Her fortæller Alm om året, der har sat dybe spor i hende.

Foto: Jeppe Ruud. (Foto: Jeppe Ruud)

Hun stod en smule skjult på medaljeskamlen. Man kunne ikke se tårerne i hendes ansigt. I det smukke, solrige sensommervejr i vestsvenske Strömstad vajede det danske flag næst-øverst.

Kort forinden var Maja Alm hånd i hånd med sine to landsholdskammerater løbet over målstregen ved VM’s sidste løb. Årets sidste orienteringsløb.

Stoltheden over sølvet i stafetten og hendes to guldmedaljer berørte hende på sejrsskamlen. Men det var tankerne omkring hele året, der overvældede Maja Alm til tårer.

Et år, farvet af lykke og svigt; et år, hvor sammenbrud og chok hvirvlede tungt støv op omkring personlig udvikling, følelsesmæssigt kaos og sportslig succes.

Maja Alm efter et træningspas. (Foto: Jeppe Ruud)

Et 2016, hvor hendes tro på det gode i mennesket led skibbrud, og hvor den indre kamp med at ændre den ubalance har været hård og stadig pågår.

Maja Alm satte sig efter medaljeceremonien ind i landstrænerens bil. Hun var udtaget til dopingprøve og skulle køre tilbage på hotellet i Strömstad.

I bilen blev tårerne til nødvendige ord, en sentimental og tung samtale om det 2016, hun var i færd med at køre væk fra, men som hun aldrig ville kunne slippe.

- Da vi stod på sejrsskamlen og havde vundet sølv i stafetten, som var den sidste disciplin ved VM i Sverige, blev jeg virkelig berørt følelsesmæssigt. Fordi det havde været så intenst det hele, og at man havde lukket alle sine følelser ude, siger Maja Alm.

- Jeg tænkte på alt, hvad der var sket i året. Alle de hårde perioder. Men mest af alt var jeg bare helt vildt stolt over, at dette VM var lykkedes trods alt den modgang, der har været i løbet af året, siger hun.

- Holdet viste, at vi stod sammen, og at vi var kommet videre. Vi havde ikke lyst til, at vores sport skulle huskes for noget negativt. Vi vil gerne huskes for de resultater, vi laver, og ikke for de skandaler, der måtte være. Så da jeg stod dér, og det hele var slut, så var det overvældende: Wauw, det lykkedes.

- Og i bilen på vej hjem blev jeg klar over, hvad det var, vi havde præsteret.

Vildeste rutsjebanetur

Maja Alm er begyndt at træne igen. Den dobbelte verdensmester fra både 2015 og 2016 i orienteringsløb trækker ellers stikket fra september til december, hvor hun ikke tænker på orienteringsløb. I de måneder gælder det kæreste, venner og tandlægestudiet.

Nu snører hun skoene igen og har overskud til for første gang at kigge tilbage på året, der er gået. Mens hun sidder på færgen fra Aarhus og ser Odden på Sjællands-siden nærme sig, åbner hun over for DR op for sine tanker om 2016.

(Foto: Jeppe Ruud)

- Dette år har været den vildeste rutsjebanetur, siger Maja Alm og fortsætter:

- Det startede i januar med nomineringen til Årets Sportsnavn, besøg hos dronningen og en masse opmærksomhed. Lige efter brændte jeg fuldstændigt ud og skulle virkelig kæmpe for at finde gejsten igen, siger Alm om starten af 2016.

- Jeg kunne mærke, at jeg var for meget på i den periode. Jeg lavede mange interview, og folk forventede, at man var sød og smilende. Det var selvfølgelig fedt at få lov til at prøve, men det tog også meget energi, siger 28-årige Alm og fortsætter:

- Jeg er en alt-eller-intet-pige. Enten gør jeg det 110 procent, eller også er det ingenting. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg skal finde gnisten, der gør, at jeg kan blive verdens bedste hvert år, skal jeg have fysiske og mentale pauser, hvor jeg slet ikke træner, siger hun.

Maja Alm i aktion. (Foto: Jeppe Ruud)

- Det lykkedes mig at finde gejsten, og jeg kom til EM i maj i rigtig god form. Men skandalen dér gjorde, at jeg faldt i et dybt hul den næste tid. Jeg troede ikke selv på, at jeg kunne genvinde VM i Sverige to måneder efter, og jeg ville faktisk helt droppe VM, siger Alm, der altså vandt tre VM-medaljer.

- Derfor er jeg virkelig, virkelig stolt af mig selv over det her år. For det har bestemt ikke været et år, der har været nemt. Der har været mange ting, som har været hårde. Men hvis jeg kigger på resultaterne, er det virkelig gået godt. Jeg er bare rigtig, rigtig stolt, siger Maja Alm.

Så begyndte han at tale...

Da hun kom i mål, var hun egentlig tilfreds. En fjerdeplads på mellemdistancen var acceptabelt nok for Maja Alm ved EM i tjekkiske Jesenik den sidste fredag i maj. Inden da havde hun vundet en bronze og en sølvmedalje ved mesterskaberne i den tjekkiske by grænsende op til Polen.

Landstræner Lars Lindstrøm var også tilfreds, men inderst inde vidste han, at han nu stod foran den måske vanskeligste opgave i sin trænerkarriere.

Han skulle overbringe løberne en usædvanlig meddelelse.

(Foto: Jeppe Ruud)

Lars Lindstrøm sad inde med sin viden allerede dagen i forvejen, men han valgte ikke at sige noget til løberne, der skulle i aktion den efterfølgende dag.

Da Maja Alm som den sidste dansker kom i mål efter rutens fem km., samlede Lindstrøm alle danskerne.

Og så begyndte han at tale:

Der er blevet fundet et skjult kamera på nogle af løbernes værelser. En af landstrænerne har fundet en usb-pind med et kamera i, og da han undersøger det nærmere, viser der sig optagelser af de kvindelige løbere, mens de går i bad og i seng.

Det bliver hurtigt tydeligt, hvem der ejer kameraet. Det er en mangeårig leder fra forbundet, og han erkender ejerskabet af kameraet.

Lederen bliver bortvist fra EM med omgående virkning og bliver politianmeldt, samtidig med at man har mistanke om, at optagelserne har fundet sted over en længere periode.

Forbundet vil meddele pressen om sagen dagen efter, og løberne rådes til ikke at udtale sig.

Og så stopper Lars Lindstrøm med at tale.

- Chokerende. Alle var chokerede, siger Maja Alm om episoden.

Ingen løbere har siden udtalt sig om episoden bortset fra en kort Facebook-opdatering fra Maja Alm nogle dagen efter.

- Det kom fuldstændigt som et chok. Det var en leder, som havde været med i mange år. Han var en rigtig god ven, og derfor blev jeg meget, meget overrasket. Jeg havde slet ikke set det komme, siger Maja Alm.

- Der er naturligvis mange ting bagefter, hvor man tænker, nå ja, selvfølgelig. Men det så jeg ikke dengang, fortæller hun.

- Det var virkelig hårdt. Vi havde det alle meget dårligt og var kede af det. Vi blev bombarderet af journalister, men vi var blevet vejledt til at lukke af og til ikke at snakke med nogle medier. Der var vist ingen af os, der var i stand til at udtrykke os om det, siger Alm.

Den anklagede leder var væk fra den danske lejr, og de danske løbere havde ét løb tilbage ved EM, stafetten på sidste-dagen. Maja Alm ville ikke stille op, meddelte hun.

- Jeg ville ikke løbe det løb. Indtil fem minutter før starten, ville jeg ikke at stille op, siger hun og fortsætter:

https://twitter.com/doflandshold/status/736549196342407168

- Jeg havde sagt, at jeg ikke kunne løbe det løb, for jeg havde ikke sovet hele natten og havde det ad helvedes til. Jeg ville bare ikke løbe. Men så kunne jeg se, at en af mine holdkammerater var meget motiveret for at løbe og havde glædet sig meget. Og så gjorde jeg det for holdets skyld, ikke for resultatets skyld. Jeg var ligeglad med resultatet.

Maja Alm lavede en stor fejl på sidste-turen, som hun ellers aldrig plejer at lave, hvilket gjorde, at holdet, der var forsvarende verdensmestre på distancen, endte på sjettepladsen.

Svigtet gjorde ondt

Resultatet var ligegyldigt. Det var svigtet og tillidsbruddet, der på det tidspunkt og i tiden efter forgiftede hendes krop og sjæl.

- Jeg havde det, ligesom når mange andre oplever sorg, eller når der sker noget tragisk. Jeg var virkelig ked af det og berørt. I starten gik jeg i chok og kunne slet ikke forstå det. Jeg var virkelig psykisk berørt, og der var undren og gråd, og senere hen blev jeg meget vred. Så man kan sige, at jeg kom igennem hele følelsesregistret, siger Alm.

Det var på alle måder op ad bakke for Maja Alm efter EM. (Foto: Jeppe Rud)

- Det, der har gjort mest ondt, er ikke, at vi blev filmet, men mere det svigt af en person, som vi alle holdt meget af, siger Maja Alm.

- I perioden efter har jeg haft svært ved at have tillid til folk, at tro på dem, at tro at de vil mig det godt og at lade dem komme tæt på. Folk, jeg ikke kendte, skulle ikke komme for tæt på, det kunne jeg slet ikke håndtere, siger hun og uddyber:

- Jeg blev meget skeptisk over for folk, især over for mandlige personer. Og hvis der er nogen, der opfører sig underligt over for mig, så bakker jeg ud. Hvor jeg tidligere var mere rummelig, så har jeg det sådan nu, at det behøver jeg ikke at tage mig af, for jeg synes, jeg har været min del igennem. Så jeg har helt klart fået paraderne mere op, siger hun.

- Jeg havde desuden svært ved at være glad for noget som helst. Jeg måtte droppe en eksamen og trænede stort set ikke i den periode. Jeg kunne ikke engang røre mine løbesko.

- Jeg havde hverken lyst eller overskud til at træne, og det tog forholdsvis lang tid, før jeg havde lyst til noget overhovedet, siger hun.

På trods af at de tanker og følelser stadig påvirker hende, forsøger Maja Alm at fylde det tomme tillids-hul op med en tro på, at folk generelt vil hende det godt. Et hul, hun selv føler efterhånden er fyldt godt op igen.

- Jeg kan mærke, at jeg gerne vil tro på det bedste i folk. Jeg forsøger ikke at lade sagen påvirke mig, og jeg kan mærke, at de negative følelser er ved at aftage, siger Alm.

- Bare fordi man har oplevet ét tilfælde af svigt, skal man ikke tro, at hele verden er imod én, så jeg forsøger psykologisk at arbejde med, at alle folk nok vil mig det godt. Man bliver nødt til at tro på det bedste i folk.

Maja Alm fortæller, at hun ikke har talt med lederen, siden episoden blev kendt, og at han er ude af sporten.

Hun fortæller også, at der allerede ved EM i Tjekkiet blev taget hånd om løberne med blandt andet psykologhjælp.

- Vi kørte nogle gode sessioner under EM, ligesom når folk er i chok og i sorg. Vi hørte, hvordan hver enkelt havde det. Vi fik hjælp til at håndtere det, og det gjorde, at vi hver især var rustet til at bearbejde det, når vi kom hjem, siger Maja Alm.

Tæt på at droppe VM

Mens hun kæmpede med personlige følelser og grundlæggende eksistentielle emner som tillid, tro og skyld, var spørgsmålet nu, om Maja Alm kunne finde motivationen til at stille op til VM i Sverige blot to måneder efter?

Umiddelbart ville hun droppe det.

- I juni var jeg rigtig langt fra, jeg var virkelig tæt på ikke at stille op til VM. Jeg var klar over, at sådan, som jeg havde haft det efter EM, ikke var en måde, hvorpå man kunne genvinde et VM på, siger hun.

Maja Alm efter en af triumferne ved dette års VM i Sverige. (Foto: Jeppe Ruud)

- Jeg kunne jo se, at formen fra EM hurtigt aftog. Jeg kunne mærke, at jeg havde det skidt og svært, og det var virkelig en hård kamp at skulle i gang igen, så jeg overvejede at droppe det hele, siger hun.

- Men de andre på holdet sagde, at de ville gøre det, og så kunne jeg mærke på mig selv, at det var vigtigt for mig at få den oplevelse, det ville være at træne med holdet igen frem mod VM.

- Inden VM var vi på en tre-ugers træningslejr, hvor vi boede rigtigt tæt, og hvor folk var meget berørte med masser af humørsvingninger. Det var hyggeligt bare at være sammen, og dér kunne jeg mærke, at jeg nu var klar til at hanke op i mig selv. Jeg vidste, at der var under to måneder til VM, og hvis det skulle lykkes at komme igen, var det nu. Lige dér prøvede jeg at få det hele vendt, siger Maja Alm.

Ida Bobach og Maja Alm laver mad på en landsholds-samling. (Foto: Jeppe Ruud)

- Vi er en lille gruppe på landsholdet og kender hinanden godt. Men at gå igennem det, vi gjorde, gør selvfølgelig, at man lærer hinanden at kende også i krisetider, hvilket betød, at vi frem mod VM i Sverige kunne finde gnisten igen. Vi ville løbe for hinanden. Det gode skulle have lov til at sejre.

Succesen ved VM var en form for svar på deres egne og omverdenens spørgsmål efter EM-episoden. Det var følelsen af, at ”det gode havde sejret”, der brusede frem i form af tårer, da Maja Alm stod på sejrskamlen den sensommerdag i august i Strömstad efter sine tre medaljer.

Kunne ikke undgås

Og med en eftertanke om, at hverken hun selv eller orienteringssporten vil bukke under over for en enkelt sag.

- Orienteringssporten er en meget rummelig sport. Det er positivt, men det gør også, at der kan ske sådanne ting. Dette var svært at undgå, for der vil altid være personer derude, som man ikke kan regne ud. Vi har naturligvis siden hen forsøgt at lave nogle forholdsregler.

https://twitter.com/teamdanmark/status/767097269279715329

Derfor har hun ikke mistet troen på sporten eller på sine egne evner i den sport, hvor hun er verdens absolut bedste.

- Jeg overvejede ikke at stoppe karrieren. Hvert år spørger jeg mig selv om, hvad der nu skal motivere mig i forhold til at fortsætte, siger hun.

- Jeg kan se udfordringer i at forsvare VM-titlerne. Det er faktisk sværere at stille til start som forsvarende verdensmester end at vinde dem første gang; at kunne stå for presset, når alles øjne er rettet mod én og vil gøre alt for at slå verdensmesteren. Så i og med, at det bare bliver sværere og sværere, synes jeg ikke, at der er noget definitivt endnu, siger hun og slår fast:

- Jeg føler mig ikke færdig endnu.

Hårde lærepenge

Dermed løber hun i det nye år ind i skovene med mere fart og mere determination end nogensinde. Med øjnene nede i kortet og retningen mod flere EM- og VM-titler. Og med en bevidsthed om at erkendelsen af hendes svagheder kan være en styrke.

- Jeg har lært, at når man virkelig går efter noget og giver alt, hvad man kan, selv om det er op ad bakke, og der er mange ting, der går imod én, så kan det lade sig gøre, hvis man tror på det. Ligegyldigt hvad der er sket, og hvad man kæmper med. Det viste VM i Sverige.

Majas Alm med sine to guldmedaljer fra dette års VM. (Foto: Jeppe Ruud)

- Jeg tror, jeg er blevet en stærkere person. Også selv om det er hårdt at finde ud af, at man også har svagheder. Det har jeg ikke oplevet før. Den bevidsthed er en styrke i det lange løb, og jeg kan mærke, at jeg er mere glad nu, fordi jeg lytter mere til mig selv, siger hun.

- Men det har været hårde lærepenge. Man tror, man kan det hele, men man skal huske at have sig selv med.