INTERVIEW René Holten Poulsen: Jeg kan ikke stoppe karrieren på denne måde

René Holten Poulsen var OL’s største danske guld-favorit. Men han skuffede. Her fortæller han om, hvad der gik galt, tankerne om karrierestop, om ændringer i fremtiden og om inspirationen fra kæresten Pernille Blume.

René Holten Poulsen ved Bagsværd Sø. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Overkroppen ubevægelig, armene kørende som møllehjul. Op og ned, fra side til side.

Med bar overkrop sidder René Holten Poulsen i romaskinen og kigger ind i spejlet foran sig. Kigger på sine egne glidende bevægelser, mens musikken pumper, og armene kører og kører og kører.

Hvis han vender sig, kan han se Bagsværd Sø og et frossent december-landskab ved Hareskoven. Det er her, DR møder René Holten Poulsen, landets mest succesfulde kajakroer, en af landets mest populære atleter.

René Holten Poulsen i træningslokalet ved elitecentret ved Bagsværd Sø. (Foto: Aleksandar Josevski)

I 2015 blev han dobbelt verdensmester, dobbelt europamester og Årets Sportsnavn, så forventningerne til OL i Rio var store. Måske de største i forhold til alle danske atleter.

Det blev til en overraskende, skuffende sjetteplads. Efterfulgt af en undren fra omverdenen og en tavshed fra Poulsen.

Hvad gik galt? Skulle han fortsætte karrieren? Hvad skal ændres i fremtiden?

Spørgsmål, René Holten Poulsen har kæmpet med efter OL.

Og som han fortæller om her:

- Det handler for mig om at se fremad. Dette interview vil derfor nok være en af de sidste gange, jeg taler om mit nederlag i Rio.

- Jeg har drømt om at vinde OL så langt tilbage, jeg kan huske. At jeg ikke vandt OL i Rio, kan jeg ikke gøre noget ved nu. Jeg ville gerne kunne spole tiden tilbage til de sidste seks måneder inden OL, for så er der mange ting, jeg ville have gjort anderledes. Men det kan jeg ikke.

- Det er meget svært at forstå for andre, hvor mega-nas det gjorde ikke at vinde OL. Specielt måden det hele skete på. Jeg tror ikke, at folk kan sætte sig ind i, hvor meget jeg ville det, og hvor ondt det gjorde, at det ikke lykkedes.

- Jeg tror ikke, at folk egentlig forstår, hvor meget jeg har sat til side og har gjort for at opnå det. Jeg har været fuldstændig kompromisløs.

- Sport er så ubarmhjertigt, de mindste fejl bliver straffet hårdt. Og et eller andet sted følte jeg efter Rio, ikke at det ikke var dét værd, men at det da var utroligt, at jeg ikke kunne få lov til at vinde det fucking løb. Jeg synes, jeg havde gjort dét, jeg skulle, og dét, der skulle til.

- Efter Rio overvejede jeg at stoppe. Jeg overvejede, om det var en mulighed. Omvendt havde jeg også sådan: Nej, du skal simpelthen ikke stoppe og være så utilfreds og så utilpas ved din sport, hvor du har været så god, og som du har elsket fuldstændigt uden begrænsninger. Du skal ikke stoppe på denne måde.

Før OL

- I 2015 var det lige meget, hvad jeg gjorde, så lykkedes det. Ikke kun dét, at jeg blev dobbelt verdensmester og europamester, men hvis jeg satte mig for at ro en bestemt tid til træning, gjorde jeg det. Det kan godt være at, det lød urealistisk, men det lykkedes altid.

- Når man kommer ind i det rigtige mentale mindset, så flytter alting sig for dig. Alle udfordringer kører du lige igennem. De fleste almindelige mennesker kører 80 km/t i den måde, de arbejder på og i deres hverdag. Elitesportsfolk og de største chefer i erhvervslivet kører et sted imellem 200 og 250 km/t. Så når man rammer problemer eller er lidt upræcis, så siger det bare SMOK. Mentalt og fysisk.

René Holten Poulsen fik for sine præstationer i 2015 BT Guld og blev kåret som Årets Sportsnavn. Her er han ved prisoverrækkelsen i Herning. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Jeg kørte for hurtigt inden OL. Jeg pressede for hårdt på. Jeg kastede op, hver gang jeg trænede. Opkastningerne handlede både om det mentale og fysiske.

- Hvis man har viljestyrke nok, er det bare et spørgsmål om at presse sin krop så langt ud, at den eneste måde, kroppen kan få dig til at stoppe på, er at få dig til at brække dig. Men hvis du har vilje nok, så fortsætter du. Det havde jeg så, og det er ikke særligt sundt.

- Det var sindssygt fedt at vinde prisen som Årets Sportsnavn i Herning i januar og sindssygt fedt at vinde VM og EM i 2015. Men alt dét, der følger med blev et mentalt problem. Der kommer mange små ekstra ting, man lige skal. Jeg skulle bare have sagt nej til alle de ting, jeg blev tilbudt. Reportere, Go’ Morgen Danmark, reklamer og mange andre ting; jeg skulle have sagt nej.

- Det er ikke, fordi jeg ikke vil være i søgelyset, det skal man kunne som sportsmand. Men der er også en grund til, at Caroline Wozniacki ikke vil snakke med medierne hele tiden. Hun skal dyrke sin sport. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, det er der ingen mennesker, der kan.

- Problemet opstår, når man fjerner de vigtige timer, hvor man skal restituere. Man kan sammenligne det med, at man fjerner ’downforcen’ i en Formel 1-bil, eller at man fjerner det højeste gear på en bil, men alligevel kører i samme høje omdrejninger. Det gør kroppen stresset. Den bliver overbelastet med affaldsstoffer og fysisk stress, og så ryger det mentale overskud, og kroppen suger energi alle steder fra for at komme ovenpå igen.

- Problemet er, at i Danmark har man ikke fokus på vores OL-sportsgrene og atleter hele tiden, men kun hvert fjerde år. Det gør også, at alt det, journalisterne ikke har spurgt om i de tre år imellem, vil de pludselig gøre på seks måneder op til OL. Alt det gjorde, at jeg hele tiden fik hældt noget andet i tanken - vand i stedet for benzin - i form af stress og andre aktiviteter, som ikke var nødvendige.

- Jeg har besluttet, at der det sidste år op til næste OL bare er lukket. Der kan godt være nogle enkelte interview, men ellers er der lukket. For op til OL i Rio havde jeg puttet så mange dråber i bægeret, at det endte galt.

OL i Rio

- Jeg blev syg de sidste fire dage op til OL. Der var uundgåeligt. Normalt er jeg typen, der kan sætte mig ind i et fly og bare sove. For første gang nogensinde og ikke siden, kunne jeg ikke sove på flyveturen til Rio. Jeg sov måske i fire timer, og der var fem dage til, at jeg skulle i aktion.

- Da jeg roede semifinalen, havde jeg det sådan her: Det var heldigt, at jeg kom i finalen. Jeg var helt færdig. Jeg måtte virkelig grave dybt for overhovedet at komme i finalen. Og da jeg så blev spurgt, hvordan det så ud med finalen, sagde jeg, at der skulle ske et mirakel, hvis jeg skulle vinde en medalje. Det accepterede folk ikke.

René Holten Poulsen her efter sin skuffende sjetteplads ved OL. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

- Men alt afgøres jo på, om min krop kan. Jeg havde nedsat iltoptagelse med mindst 0.5 procent, fordi jeg havde slim i lungerne. Jeg kunne ikke trække vejret gennem næsen overhovedet. Min force på midterstykket, hvor jeg plejer at dræbe mine konkurrenter, var pludselig væk, fordi jeg var syg.

- Da jeg roede finalen og var ude over det første græs i vandet, var der på et tidspunkt, hvor jeg bare tænkte: ”400 meter mere, så er du fri. Så er du fri fra pres, dit eget pres, og du er ’done’ med det her. Så kan du slå en streg over det her, starte forfra og ånde lettet op.”

- Det var ikke, fordi jeg ikke roede alt det, jeg kunne. Men de sidste 400 meter nød jeg mere, end noget af det jeg havde lavet i de to måneder inden, for jeg kunne ikke gøre mere. Jeg vidste, at jeg ikke kunne vinde – med mindre der kom en tsunami, eller en haj, der ville bide deres båd i stykker.

- Nogle gange føler jeg – ikke at guldet blev taget fra mig – men det er, som om man er blevet snydt for noget, man følte, man skulle have haft. Men det er jo sport, der er ingen, der skal have noget som helst. Og så er det nemt for andre at sige, at jeg så bare en fucking arrogant idiot eller en dårlig taber.

- Ja, jeg er en dårlig taber. Men jeg er sjovt nok også god til at vinde.

- Jeg står med en fornemmelse fra både Rio og London, at jeg underpræsterede i forhold til mit potentiale. For helvede, hvis jeg bare havde roet det, jeg kunne, ville jeg have været tæt på at vinde. En fornemmelse af, hvis jeg nu bare havde roet, som jeg gjorde i 2015 - ikke engang bedre, men bare det samme - så havde jeg nok vundet.

Efter OL

- Min tilgang til træningen er meget faktuel: Bliver jeg ved længe nok, så lykkes det, og så holder jeg bare trykket, indtil det lykkes, og indtil jeg kommer igennem hullet. Det har været: ’Get the fuck out of my way’, jeg gør det sådan her. I kraft af det har jeg ikke været fleksibel i min mentale tilgang.

- I fremtiden bliver jeg nødt til at være mere fleksibel mentalt og måske være mere på forkant på tingene.

- Hvad hvis man havde begge ting på samme høje niveau? Altså det fysiske og mentale? Jeg har den fysiske styrke til at vinde, men hvad hvis jeg havde det komplette mentale overskud i forhold til mine modstandere også? Der er nogle ubrugte ressourcer, som man godt kan arbejde med. Hvad det er specifikt, og hvordan jeg kan udvikle dem, skal jeg nu finde ud af.

Kæresteparret Pernille Blume og René Holten Pernille Blume her hos dronningen på Amalienborg. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

- Et eksempel: De fleste ser Pernille (Blume, der vandt guld i Rio, og er hans kæreste, red.) vinde og tænker, at hun vandt guld, fordi hun ikke var under pres. Når man som atlet lægger et pres på sig selv, fungerer det sådan her: Forestil dig en ballon, hvor presset kommer, når du står og trykker på den med begge hænder, og jo hårdere du trykker, er den tættere på at sprænges, og så går man ned med stress.

- Det, Pernille efter min mening var god til ved OL, var, at det kan godt være, at hun muligvis ikke var den fysisk bedste, men der var ikke noget pres på hendes ballon. Vi snakker ikke om presset udefra, men om hendes eget pres. Vi snakker om, at hun var god til at frigive sit fulde potentiale.

- Det tror jeg, man kan hente noget på. Min idé er, at hvis man kan få det maksimale ud af sin mentale kapacitet og åbne fuldstændig op for at få alt, hvad man har, og slippe af med alle de udenoms-ting, der hæmmer dig, kan man få meget mere ud i den anden ende.

- Man kan sammenligne det lidt med ’kraften’ fra Star Wars. Et andet specifikt eksempel: I filmen Peaceful Warrior (sports-filosofisk film, red.) er der en scene, hvor hovedpersonen fuldstændig nulstiller oven i hovedet, hvor han er fuldstændigt i nuet og pludselig kan nogen ting, som han ikke havde regnet med, at han kunne.

- Det, jeg og alle andre, kan lære af Pernille, er, at bare fordi det ikke lige står skrevet i stjernerne, at du skal vinde, er det ikke ensbetydende med, at du ikke kan. Det, jeg ikke bryder mig om ved den tanke, er, at det nemt kan lyde, som det er tilfældigt, hvem der vinder. Jeg tror nu ikke, at det er tilfældigt, at Pernille vandt. Jeg tror, hun vandt, fordi hun fik hele sit potentiale ud, fysisk og mentalt

- Hun trænede i mange år, og så stoppede hun, og det gjorde, at lige pludselig blev hendes fulde potentiale bare frigivet. Alle de ting, som havde hæmmet hende, de ting, der havde tynget hende, var pludselig væk efter hendes pause, og så var der bare frit løb for, at hendes potentiale kunne komme ud.

Eftertanker 2

- Efter det sidste halvandet år har jeg lært, at man skal være sig selv nærmest. Min største udfordring er desværre, eller heldigvis, at jeg er udstyret med en krop, der kan tåle ustyrlig meget. Som i nærmest ingen begrænsninger. Men når begrænsningerne kommer, står hele kroppen bare af. Eksempelvis, at jeg begynder at brække mig under træninger. Jeg skal lære at stoppe, inden jeg når dertil.

- Jeg skal også lære at se på, hvem jeg er uden for sporten. Er jeg mere end bare en kajakroer? Hvad kan jeg andet end det? Hvem er jeg som person mere end bare en elitesportsudøver? Men det er jo nærmest en identitet, så det er svært at skille det ad.

- Jeg kan godt se, at jeg kan opfattes som arrogant. Måske fordi jeg er kontant og bare afleverer beskeden på en fuldstændig uforsødet facon. Og så tror jeg bare, at jeg ikke altid har lyst til at vise folk, hvad jeg føler om bestemte ting.

https://twitter.com/reneholten88/status/798923266899542016

- Jeg tror jo på, at jeg kan opnå resultater. Og jeg har en opfattelse af, at det ikke er, fordi de andre er dårligere end mig, men fordi de ikke er villige til at gøre det, der skal til for at opnå det. Selv da jeg vandt VM i 2015, var der sikkert nogen, der var bedre end mig, men jeg er nødt til at tro på, at jeg har større potentiale end alle andre, ellers ville jeg ikke kunne opnå de resultater.

- Og så tror jeg, at jeg fremover bliver nødt til at lægge en følelsesmæssig afstand for at kunne have en chance for at vinde, for ellers står jeg der i samme situation én gang til, og så bliver det for meget igen. Hvis jeg skal kunne opnå det OL-resultat, skal jeg have noget mere distance til det. Eller måske ikke, det skal jeg finde ud af?

Fremtiden

- Der er de positive ting ved at fortsætte:

- Hver dag konkurrer jeg med verdens bedste. Det er et privilegium, og det er fedt. Det er noget, som jeg under folk at prøve bare i to minutter for at kunne få en forståelse af, hvor svært det er, men også hvor fedt det er. Følelsen af flow er svær at få andre steder end i sporten, og så er alle mine venner jo i sporten. Der er store oplevelser, og der er OL i 2020.

https://twitter.com/reneholten88/status/806054426897162241

- Mine negative tanker om at fortsætte handlede først og fremmest om, hvorvidt jeg stadigvæk troede på, jeg kunne vinde OL. Ikke om jeg kunne vinde EM eller VM, men om jeg kunne vinde OL.

- Jeg startede med at vinde en medalje som 19 årig til OL i Beijing, og jeg har ikke vundet en medalje til OL siden. Det er enormt frustrerende at være otte år ældre og på papiret være dårligere til OL, end jeg var for 8 år siden.

- En anden negativ ting kom jo så faktisk op til overfladen efter OL, i kraft af at jeg var storfavorit til at vinde OL i Rio. Så blev folk også bare tilsvarende sure og ligeglad med mig efter OL, da jeg ikke levede op til deres forventninger.

- Men det skal man jo bare vide, at de sande fans, det er dem, der også er med dig, når går skidt. Højst sandsynligt også de eneste, der læser hele den her artikel igennem, og deler den på Facebook med deres venner, eller snakker om den ved bordet senere.

Facebook
Twitter