Jernmand cykler på toilettet før VM på Hawaii

Den danske europamester Kristian Høgenhaug træner på sit badeværelse for at vænne sig til barske klimaforhold på Hawaii.

I en toværelseslejlighed i Århus sidder europamesteren i triatlon Kristian Høgenhaug på sit toilet.

Ikke på kummen med bukserne nede, men på sin konkurrencecykel for at træne.

Han har tændt for den varme bruser, og i håndvasken kører en varmeblæser for fulde drøn.

Temperaturen stiger til 35 grader og luftfugtigheden rammer 70 procent, mens sveden driver fra jernmanden på cyklen.

- Jeg sidder her for at prøve at simulere nogle af de forhold, der er på Hawaii, forklarer Høgenhaug lettere stakåndet, mens han træder intenst i pedalerne.

Den 12. oktober debuterer europamesteren nemlig på den største scene for triatleter, når VM i Ironman løber af stablen i ekstrem varme på Hawaii.

- Man kan godt føle sig en lille smule dum, men det tvinger min krop til at vænne og tilpasse sig til de forhold, jeg skal møde.

Foruden sit eget toilet har Høgenhaug trænet i et klimakammer på Aarhus Universitet, der ligeledes har udfordret kroppen med hede varmegrader og høj luftfugtighed.

28-årige Kristian Høgenhaug fik en perfekt optakt til VM, da han i september vandt EM-guld i langdistance-triatlon i tiden 7:53:52 timer, som er hans bedste til dato.

Mød Kristian Høgenhaug, og hør mere om forberedelserne til VM på Hawaii i videoen øverst i artiklen.