John og 'Krigerne' slog landsholdet og tog guldet efter bare én times træning

VAF Warriors vandt i weekenden det første officielle DM i indoor skydiving.

John Behrendt Petersen og holdkammeraterne fra VAF Warriors blev de første officielle danske mestre i indoor skydiving. (Foto: © Vibeke Birk Tiedemann, Vibeke Birk Tiedemann)

Præstationen svarer til, at Peter Gade gjorde comeback og slog Viktor Axelsen i en badmintonduel.

John Behrendt Petersen og holdkammeraterne fra VAF Warriors havde dog hverken ketsjer eller fjerbold, men i stedet springdragt, hjelm og en vindstyrke på 190 km/t blæst i ansigtet.

Sammenligningen med Gade og Axelsen er måske en anelse hårdt tegnet op, erkender den 44-årige faldskærmsudspringer. Men sammen med holdkammeraterne fra VAF Warriors skrev han historie i weekenden.

John Behrendt Petersen, Anne Mine Petersen, Martin Søeby Mikkelsen og Henning Skov fra Varde Faldskærmsklub vandt ikke blot det første officielle danmarksmesterskab i indoor skydiving - de slog også landsholdet i konkurrencen, der blev afholdt i Berlin.

- Det føles helt specielt, når en disciplin bliver introduceret officielt, og det er jeg stolt af at have vundet, forklarer John Behrendt Petersen, der er seniorsergent på Varde Kaserne.

Men hvad i alverden er indoor skydiving så? Kort fortalt konkurrerer 17 hold i en 15 meter høj vindsimulator, hvor det gælder om at udføre så mange forudbestemte formationer korrekt på 35 sekunder.

Det fortsætter i ti runder, og vinderen er det hold, som har indsamlet flest point. DM blev afholdt i Berlin, fordi der ikke findes en vindtunnel på samme størrelse i Danmark.

Her kan du se VAF Warrios i aktion

Et moment af farlighed

John Berehndt Petersen begyndte til faldskærmsudspring som ung soldat på Sjælland. Han blev siden certificeret instruktør og begyndte at springe i forskellige klubber.

Til at begynde med var det adrenalinkicket ved at slippe flyveren, som tændte ham.

- Der er et moment af farlighed, og efterhånden blev jeg fanget af det sociale aspekt i klubberne i Danmark, og siden blev det det konkurrencemæssige, der driver værket.

Udover det for nyligt afholdte offcielle DM i formationsudspring har John Berehndt Petersen vundet de uofficielle mesterskaber flere gange samt den udendørs version fem gange.

Det er dog noget særligt at konkurrere i en vindsimulator.

- Udendørs går tiden noget langsommere, du skal vente i en flyver, og vind og vejr kan drille. Indendørs kører de ti runder ud i ét, så snart du står i tunnelen. Du skal hele tiden være på. Der er ikke mulighed for at tage en slapper, og det er vildt fedt, siger John Berehndt Petersen.

Udøverne skal balancere kroppen og arbejde med vinden for at opnå stabilitet. Det er umuligt at tale sammen undervejs, når simulatoren er i gang, og derfor kræver sporten også en masse rutine af de fire holdkammerater, forklarer han.

- Alt skal være forberedt og timet, siger John Behrendt Petersen.

  • Her fremfører VAF Warriors en såkaldt Diamond-bunyip i 10. runde. (Foto: © Vibeke Birk Tiedemann, Vibeke Birk Tiedemann)
  • Og sådan ser en Open Accordian ud i en vindtunnel. (Foto: © Vibeke Birk Tiedemann, Vibeke Birk Tiedemann)
  • Her ses figuren Car+accord (Foto: © Vibeke Birk Tiedemann, Vibeke Birk Tiedemann)
1 / 3

Én times træning en fredag eftermiddag

John Berehndt Petersen har tidligere været landsholdsspringer, men meldte selv fra, fordi han nu er familiefar. Derfor var det også ekstra sjovt at henvise det nuværende landshold til en andenplads ved weekendens konkurrence i Berlin.

Og hvad kræver det så at flyve øverst på skamlen?

- Op til den her konkurrence havde vi kun sprunget sammen i fredags i en time. Vi har hver især sprunget på egen hånd, men udover det havde vi ikke trænet sammen i to år.

Coronapandemien besværliggjorde træningen, så kvartetten var i tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre.

- Det nuværende landshold ville gerne slå os, så der var nerver på. Men som konkurrencen skred frem, kunne vi godt se, hvor det bar henad. Vi vidste godt, at vi ville vinde inden 10. runde, men derfor er det stadig helt vildt fedt, siger John Behrendt Petersen.