Jonathan Groth: Jeg er ved at udvikle mig til en topspiller

Selvtilliden vokser hos Jonathan Groth efter en tredjeplads i bordtennisturneringen Europe Top 16 i weekenden.

Jonathan Groth har blikket rettet stift mod verdenstoppen. (Foto: JUAN MABROMATA © Scanpix)

Den danske bordtennisspiller Jonathan Groth sikrede sig karrierens største sejr i weekenden med en bronzemedalje til turneringen Europe Top 16, og kvalificerede sig dermed til World Cup i Paris. Resultatet sker blot to uger efter Groth slog verdens nummer tre Timo Boll i den tyske Bundesliga.

- Jeg har kvalificeret mig til World Cup ved at være en af de bedste i Europa, og det viser, at jeg er ved at udvikle mig til en topspiller, siger Jonathan Groth.

Det har været et stort mål for danskeren at kvalificere sig til World Cup, men han havde ikke regnet med at kvalificere sig allerede i år, kun anden gang han deltog i turneringen Europe Top 16.

Fokus på World Cup

Jonathan Groth betegner World Cup som den tredjestørste turnering efter OL og VM, og derfor var det også en rørt dansker, der hoppede op på skamlen for at modtage sin bronzemedalje i weekenden.

- Efter jeg havde vundet bronzekampen, sad følelserne helt ude på tøjet, og jeg var ved at knibe en lille tåre, siger Jonathan Groth.

Når Groth til oktober skal spille World Cup, har han store forhåbninger til sig selv.

- Jeg håber, at jeg til World Cup kan vise, at jeg også kan være med på verdensplan, siger han.

Facebook
Twitter