Juniorskytte er klar til at skyde mod stjernerne: ’Svært ikke at blive benovet’

Årets World Cup-sæson i skydning starter i weekenden. Den kun 19-årige Stephanie Grundsøe er blandt deltagerne.

Stephanie Grundsøe var sidste år nomineret til Årets Fund af Politiken i 2018.

Fire danske skytter er i denne weekend rejst til New Delhi i Indien for at indlede årets World Cup i skydning.

Blandt dem er 19-årige Stephanie Grundsøe, der fortsat kan stille op i juniorrækkerne.

Alligevel er hun blandt de fire udvalgte, som skal forsvare de danske farver i Asien.

- Det er ret svært ikke at blive benovet, når jeg står ved siden af nogle skytter, der har været med til OL. Men de er også bare mennesker, så jeg tror, at de synes, det er hyggeligt, hvis man lige lister forbi og siger: ’Hej’, siger hun.

Stephanie Grundsøe snuppede to VM-sølvmedaljer ved det seneste hold VM. Med på holdet var også Rikke Mæng og Stine Nielsen. (Foto: Johannes Skov Andersen POL)

For selvom Stephanie Grundsøe tidligere har vundet guld ved ungdoms-OL i disciplinen 10 meter luftriffel og været en del af det danske hold, der vandt to VM-sølvmedaljer ved det seneste hold-VM i 2018, så er det stadig meget nyt for hende at deltage i World Cup.

Tingene bliver sat i perspektiv

Det er kun anden gang, at hun skal skyde ved et World Cup-stævne. Og derfor føler hun stadig, at hun lærer utroligt meget, når hun er af sted med de øvrige danskere.

- Et godt eksempel er weekendens World Cup. Jeg har aldrig været i Indien før, så jeg skal vænne mig til både varmen, tidsforskellen og den kultur, jeg står midt i. Det har virkelig meget at sige i forhold til, hvordan præstationen bliver, forklarer hun.

Men det er ikke kun de fysiske forhold, der spiller en rolle for Stephanie Grundsøe. Hun suger også til sig af de indtryk, som hun får.

- I Indien er der rigtig mange nye indtryk, og det har været nærmest surrealistisk at se sig omkring. Fattigdommen er ekstrem. Vi bor på et superfedt hotel, men vores naboer bor nærmest på gaden. Det er ret vildt at opleve, siger hun og fortsætter.

- Når jeg ser, hvordan verden også kan være, så lærer jeg virkelig at sætte pris på de ting, jeg har i min hverdag. Det sætter tingene meget i perspektiv.

Det danske hold ved årets første World Cup består af Stine Nielsen, Rikke Mæng, Stephanie Grundsøe og Steffen Olsen.

Stephanie Grundsøe er første gang i aktion, når hun klokken 5.45 dansk tid stiller op i ti meter luftriffel.

Facebook
Twitter