Kan e-sport skabe vækst og beskæftigelse? Regeringen vil undersøge sportens potentiale

Et nyt panel skal blandt andet undersøge, hvordan e-sport kan skabe iværksætteri, vækst og beskæftigelse.

Panelets opgave er også at styrke talentudviklingen i e-sport. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Regeringen er klar med en ny strategi for e-sport i Danmark.

I strategien vil regeringen blandt andet nedsætte et panel, der skal undersøge potentialer og udfordringer inden for sporten, der er i kraftig udvikling i disse år.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi skal sikre gode rammer for e-sporten. E-sporten er i rivende sportslig og økonomisk udvikling, hvor ikke mindst danske e-sportsudøvere er i verdenseliten, siger kulturminister Mette Bock (LA).

- Bagsiden af medaljen viser dog, at store grupper af især unge drenge har ændrede fritidsvaner og mønstre for socialt samvær.

- Det åbner muligheder, men vækker også bekymring, ikke mindst blandt mange forældre. Det skal det kommende e-sportspanel også adressere, fortsætter hun.

Iværksætteri og beskæftigelse

Danskere er en del af den internationale elite inden for spil som Fifa, Dota 2 og CS:GO.

Nu skal det undersøges, hvordan e-sport også kan skabe iværksætteri, vækst og beskæftigelse, skriver Kulturministeriet.

Det nye e-sportspanel skal efter planen nedsættes før sommerferien.

Allerede nu står det dog klart, at panelet blandt andet skal bestå af e-sportsaktører, personer, der arbejder kommercielt med e-sport, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Anti Doping Danmark.

Panelets opgaver bliver blandt andet at styrke talentudviklingen inden for e-sport i Danmark. I den forbindelse skal det undersøges, hvordan sporten kan tiltrække flere piger.

Planen er, at det skal føre til konkrete initiativer for e-sportens udvikling og bidrage med en "bæredygtig struktur for hele fødekæden fra bredde til talent og elite".

Regeringen sigter samtidig efter at sætte nationale standarder imod snyd, som man eksempelvis kender det fra traditionelle sportsgrene, hvor doping og matchfixing bekæmpes. Derefter skal de udbredes på internationalt niveau.

De konkrete anbefalinger og initiativer skal fremlægges i foråret 2020.

/ritzau/

Facebook
Twitter