Kenyaner slår verdensrekord ved maraton i Berlin

Eliud Kipchoge slog den hidtidige rekord på maratondistancen, der også blev sat i Berlin i 2014.

Kenyas Eliud Kipchoge løber over stregen i ny verdensrekordtid. (Foto: JOHN MacDougall © Scanpix)

Løberen Eliud Kipchoge fra Kenya kan kalde sig indehaver af den nye verdensrekord på maratondistancen for herrer.

Den nye rekord lyder på 2 timer 1 minut og 40 sekunder. Det er en forbedring på mere end et minut i forhold til den nu tidligere rekord.

Den lød på 2 timer 2 minutter og 57 sekunder og blev også sat i Berlin.

I det hele taget er Berlin et godt sted at vælge, hvis man går efter at sætte verdensrekord.

Med søndagens rekord er de sidste syv verdensrekorder på maratondistancen hos herrerne blevet sat i den tyske hovedstad.

Kipchoges forbedring på 1 minut og 17 sekunder er den største forbedring af en verdensrekord på distancen, siden Derek Clayton barberede 2 minutter og 23 sekunder af rekorden i 1967, skriver nyhedsbureauet AFP.

33-årige Kipchoge har også vundet guld ved blandt andet OL og VM i karrieren. I 2016 blev det til guld i maraton i Rio de Janeiro. VM-guldet blev sikret i 2003 på 5000-meterdistancen.

/ritzau/AP

Facebook
Twitter