Kenyansk kvinde sætter verdensrekord i maraton

Brigid Kosgei satte verdensrekord i maraton for kvinder i tiden 2 timer, 14 minutter og 4 sekunder.

Brigid Kosgei løber over målstregen og sikrer sig rekorden. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Lørdag blev kenyaneren Eliud Kipchoge den første mand, der løb maratondistancen på under to timer, og søndag ville Brigid Kosgei ikke stå tilbage for sin landsmand.

Den kenyanske løber Brigid Kosgei satte således verdensrekord i maraton for kvinder i tiden 2 timer, 14 minutter og 4 sekunder i Chicago.

Den gamle rekord har stået siden 2003. Dengang løb briten Paula Radcliffe de 42,195 kilometer i tiden 2 timer, 15 minutter og 25 sekunder i London Marathon.

Det Internationale Atletikforbund (IAAF) anerkender to verdensrekorder for kvindelige maratonløbere. En i rene kvindeløb samt en i løb, hvor begge køn deltager, som det var tilfældet i søndagens Chicago Marathon.

Rekorden i rene kvindeløb har kenyaneren Mary Keitany med tiden 2 timer, 17 minutter og 1 sekund.

Kosgei var helt suveræn blandt kvinderne i søndagens løb. Hendes nærmeste udfordrer, etiopieren Ababel Yeshaneh, kom i mål næsten syv minutter senere.

Maratonløbet blev vundet af Lawrence Cherono fra Kenya. Han kom i mål efter 2 timer, 5 minutter og 45 sekunder.

/ritzau/